Mordet i Venedig

Den største gåde i Kenneth Branaghs Agatha Christie-adaptioner er, hvorfor i alverden han valgte selv at gestalte den lille, fransk-belgiske detektiv Hercule Poirot.

Selvfølgelig skal han have lov til at nyfortolke en seriefigur, men at udstyre krimidronningens superdetektiv med kærlighedssorg, et skæg som minder om Lenin og en mandhaftig skikkelse, der mere strutter af sund muskulatur end små grå hjerneceller, er hinsides en rationel forklaring.

Den pudsige gangart er forsvundet, således også den galliske elegantiers pomadiserede æggehoved, hans had til te og banaliteter.

Branaghs tredje filmatisering, Mordet i Venedig, foregår efter Anden Verdenskrig i 1947.

Her lever detektiven tilbagetrukket pensioneret i et smukt palæ i Venedig. Han vil ikke forstyrres af nye sager og har derfor anskaffet sig en hårdkogt bodyguard.

Men hans gamle veninde Ariadne Oliver – Agatha Christies selvkarikatur af en feministisk, småskør og egocentrisk krimiforfatter – trækker ham på selveste Halloween-aften ind i en speget sag med en spiritistisk seance som lokkemad.

Her på allehelgensaften bryder et voluminøst uvejr og spøgeri løs. Vi befinder os i et sælsomt og vakkelvornt palazzo med en forbandelse som hjemsted for sultedræbte børn under pesten i fortiden.

Derfor får vi i meget af filmen et horribelt opbud af de mest nedslidte klichéer fra gyserfilm om hjemsøgte huse. Det vil sige varsler i flæng, døre og vinduer som går dæmonisk op, usynlige børn som græder sagte, klassiske statuer som skuer grumt, stemmer fra hinsides, et medie som trænger til en eksorcist.

For da slet ikke at tale om et gammelklogt barn med sans for at se de døde, løsgående rotter, skeletter som falder ud af skabe, en udstoppet ugle fra en skummel mose.

Selv Hercule Poirot kommer i tvivl om sin sunde fornuft. Er der mon alligevel noget mellem himmel og jord, som hans hjerneceller ikke kan forklare?

Men bare rolig.

Inde bag sine voldsomme sætstykker og et smukt Venedig med dekadente kanaler, gustne gondoler og sælsomme masker er Mordet i Venedig drejet over en typisk Poirot-roman fra 1969.

Det forkerte vidne er fra Agatha Christies senere periode, hvor hun var godt træt af sin belgiske detektiv. Hun gentog sig selv med hensyn til mystiske mordmetoder, falske alibier, tidsforskydning, pengeafpressere, spil med spejle, mord i lukkede rum og kyniske lykkeriddere med ulykkelige ofre, ofte rige unge kvinder.

Man har flyttet romanens beskedne engelske landsby til et bombastisk Venedig, hvor det dommedagsagtigt lyner og tordner i klichéernes mørke stormfulde nat.

Men bag den ufrivillige parodi på gysergenren finder man Christies puslespilskrimi: whodunit. Alle involverede har en mistænkelig fortid, som Poirot evident eksaminerer frem med sin høviske, men ubønhørlige udspørgning om færden på gerningstidspunktet.

Problemet er Kenneth Branaghs i mine øjne mangel på karisma og elan som mesterdetektiven. Poirots afhøringer er altid elegante, sandhedssnoede syllogismer med en jernhånd i fløjlshandsken. Men i skikkelse af Branagh bliver det til et besøg af Gestapo.

Branagh er overbevisende som magtsyge mænd i gradbøjninger af galimatias, Henrik V eller Reinhard Heydrich. Men han gør en af krimigenrens mest virtuose solister til en frikadelle i en svulstig opera.

Igen har han selv sat krimiløjerne i scene.

Hans Venedig er turistvenlig delikat, men hans personinstruktion er mangelfuld. Den fremragende amerikanske komedienne Tina Fey får ikke meget ud af den excentriske Ariadne Oliver.

Hendes lige så fremragende kollega, franske Camille Cottin, der er verdensberømt for kultserien Ring til min agent!, har heller ikke meget at rutte med som overtroisk husholderske.

I det hele taget er der en gennemgående triviel anonymitet over hele ensemblets skuespil.

Mordet i Venedig er flamboyant og larmende tomgang.