Brevfilmen

Den essayistiske film er ikke en genre, som er særligt udbredt. Det er overordentligt smalle værker, fjernt fra mainstream og det, som ligner.

Brevfilmen er et visuelt essay skabt af en korrespondance mellem to filmkunstnere fra hver sit land, henholdsvis Sverige og Danmark.

En af vort nabolands største dokumentarister, Stefan Jarl, har over år brevvekslet med Carsten Brandt, den eksklusive filminstruktør, som for fire år siden skabte sit næsten fem timers lange mesterværk Den milde smerte.

Det er egentlig et kunstnerisk umage par. Jarl er klart den socialt indignerede og engagerede kunstner, mens Brandt mere er den eksistentialistiske, frankofile og fragmenterede skønånd.

Indbyrdes sender de hinanden smukke, små film som breve. En altmodisch kommunikation, som e-mailen slog ihjel. Men her får vi just smukke billeder, ti i alt med en kort epilog. Nu er de samlet til en mageløs og forunderlig film.

To gamle mænd gør regnskab i skyggen af manden med leen. Brandts breve er præget af, at han har fået konstateret cancer og kredser meget omkring Charon, dødens græske færgemand, som sejlede de døde over floden Styx.

Jarl kredser også om dødelige emner. Men her mere den store død i form af kemikalieforurening og klimaforandringer. Hans breve er sendt fra det fjerne Sverige med frimærker af smuk natur i al slags vejr.

Brandt sender mere erindrende postkort fra sommerhuset. Han er på sporet af sin egen tabte tid og sin mors fortid, indrammet af smukke omgivelser og ledsaget af minder, litterære associationer og glimt af en poetisk forgangenhed.

Forfatteren Albert Camus træder ind i fortællingen, da han ankommer til Nobelprisuddelingen gennem det skandinaviske snevejr. Og Madame Roland, en af den franske revolutions store skikkelser og ofre, kaldes frem i erindringen. Hendes skæbne ved guillotinen i 1793 bliver afsæt for en refleksion over tidens gang og erindringens forvandlinger, hvor snefnug i Brandts univers bliver til sommerfugle.

Stefan Jarl er mere optaget af det socialkritiske engagement og af tingenes tilstand her og nu. Undervejs i denne fascinerende klagesang besøger han den myreflittige, 90-årige forfatter og samfundsrevser Jan Myrdal.

Måske er Myrdal den sidste rettroende marxister. I hvert fald citerer han Karl Marx nærmest udenad, mens han viser rundt i sit enorme bibliotek. Det var samtidig Myrdal, der i sin tid inspirerede Jarl til selv at begynde at formulere sig som samfundsdebattør og kunstner.

Jarl interviewer også en svensk-somalier, der arbejder for at hjælpe marginaliserede og socialt udsatte indvandrere med at finde fodfæste i samfundet.

Vi får også lidt om Sverige som en af Europas mest bandedominerede lande.

Brevromanen var en af de tidlige og mest udbredte prosaformer i Europas litteraturhistorie, men forsvandt stort set i slutningen af 1700-tallet. Brevfilmen lægger sig – trods sit bedagede, epistelagtige udtryk – tæt op ad den senmoderne fleksroman, hvor indskud og udsagn via nettet flettes sammen til et mønster af fælles betydninger, ofte i en kontrapunktisk og dialogisk bevægelse.

Det samme gør sig gældende her. Dog med den forskel, at de gamle drenge i høj grad supplerer hinanden i en fælles strøm af civilisationskritik og kulturpessimisme. Jarl får som den optimistiske socialist det sidste ord i filmens epilog, hvor budskabet er klart: Det handler om at genopbygge et menneskeligt fællesskab.

Hvorledes det gik med Brandts kræftsygdom, skal ikke røbes her. Selv i en pointeløs historie skal der episk fares med lempe.

Mange vil sikkert skose de to brevskrivere som de gamle sure og brokkende mænd, Statler og Waldorf, i The Muppet Show. Men det er ikke fair og en stor skam.

Jarl og Brandt er elegiske i deres fælles signalement af tidsånden, perspektiveret med egen bekymring og egen skavank.

Til tider er de lidt for meget udi nostalgisk tilbageblik, især Carsten Brandt. Men det er hans force at omkalfatre sin egen baggrund til et bevægende spejl af vor egen forne erfaringshorisont.

Brevfilmen er med sine gamle mænds minder med døden som nabo en både bevægende og bevidsthedsudvidende filmkorrespondance.