Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Ungdomsskildring fra Europas mest oversete republik giver et hjertevarmt og naturligt indblik i unges liv langt fra Danmark.

Filminstruktør Phie Ambo sætter sig mellem to stole i en visuelt betagende landbrugsdokumentar med en lidt for løs fortælling.

Filmen om det rædselsvækkende terrorangreb i Mumbai er fascinerende og yderst veldrejet, men efterlader tilskueren med et spørgsmål.

Dennis Quaid og menneskets bedste ven har næsten lige varme øjne i hjertelig, men forudsigelig hundefilm.

Døden lurer i enhver berøring i stærk ungdomsfilm om to forelskede teenagere, som lider af sygdommen cystisk fibrose.

Shaky González' comeback om et bankrøveri i ældresegmentet har lige så meget smag som plejehjemskost for småtspisende.

Filmen om den norske polarforsker Roald Amundsen favner over store dele af hans liv for at komme nærmere personen bag de spektakulære opdagelser.

Anders Matthesens stemme skal lige varmes op, men så bliver opfølgeren til en mere eller mindre glemt kæledyrskomedie overraskende morsom og meningsfuld.

Afslutningen på Marvel Cinematic Universe er ikke bare den vildeste superhelte-rutsjebanetur nogensinde. Den har også hjerte og en moral, alle bør stræbe efter. 

Genoplivningen af Stephen Kings familiegyser giver øjeblikke med gåsehud og heftig hjertebanken, men frygten bliver ikke fast sengemakker.

Noget af den barnlige charme fra Guillermo del Toros univers er gået fløjten, men med blodig vold og grov humor underholder djævledrengen igen.

Italienske Alice Rohrwacher sammenfletter en virkelighedsnær historie om udnyttelse og modgang
 med skrøner og magiske visioner i en af de seneste års mest originale film.

Helteepos i Hollywood-format med Dwayne Johnson som blikfang er muskuløs underholdning, der lefler uheldigt for den amerikanske censur.

Disney tørkoger nye boller på gammel suppe med Flyvemaskiner, der skal sælge mere plastikbras til de utallige børn, der ikke kan få nok af Biler.

Legesyge Luc Besson er tilbage med en film, der ikke skal ses for plottets skyld, men for instruktørens humørfyldte, visuelle bombardementer.

Fransk drama bruger den svenske instruktørlegende til at dykke ned i kunsten og parholdets faldgruber – og finder et lille håb, som mangler i Bergmans film.