Biografanmeldelse
12. dec. 2012
Cæsar skal dø
Hovedrollerne i Cæsar skal dø er autentiske fanger fra højsikkerhedsfløjen i Roms Rebibbia-fængsel, hvor de sidder inde for mord, handel med stoffer og mafia-aktiviteter. Foto | Simone Zampagni

Cæsar skal dø

Autentiske livstidsfanger opfører Shakespeare i Taviani-brødrenes grænsesprængende comeback.

Af Jacob Ludvigsen

De bedste fængselsfilm antager undervejs en metaforisk, nærmest mytisk overbygning. Fangerne bliver Shakespeare’ske arketyper og fængslet samfundet i miniaturemodel eller en sindstilstands ydre forplantning. Bressons En dødsdømt flygter, Hector Babencos Carandiru, Jacques Audiards Profeten er mere end blot historier om fortabt forbryderskæbner.

I Paolo og Vittorio Tavianis Cæsar skal dø, der vandt Guldbjørnen på Berlin-festivalen i februar, træder allegorien i bogstaveligste forstand helt frem på fængselsscenen. Vi er i højsikkerhedslængen af Roms Rebibbia-fængsel, hvor fangerne øver og opfører Shakespeares Julius Cæsar. Faktisk starter vi med slutningen – med premieren foran publikum, intenst formidlet af skuespillerne, men optaget som klassisk teaterfilm i tv-flade farver, der får én til at frygte, at de italienske instruktørbrødre i deres 80’ere har sluppet ethvert greb om filmiske fortælleambitioner.

Men frygten bliver hurtigt gjort til skamme. Få minutter senere er det seks måneder før premieren, filmen slår over i nøgen sort-hvid, og hurtigt lykkes det instruktørerne at pirre og forvirre. Er det dokumentar, fiktion eller rekonstruktion, vi ser, når castingen til stykket, der er årets produktion i fængslets teatergruppe, sætter i gang?

Castingen er udgangspunktet for nogle af filmens stærkeste scener. Fangerne sidder inde for handel med stoffer, mord, mafia-aktiviteter – flere af dem på livstid og få under ti år. Det er mænd, hvis levede liv lyser ud af deres hærdede ansigter og markante fysik og fremtoning. Af teaterinstruktøren får de at vide, at de skal sige deres navn, fødselsdato og fødested. Først trist og grædende, siden ophidset og rasende: ”Mit navn er … Atri Ivan … født i Catania …” ”MIT NAVN ER ATRI IVAN – FØDT I CATANIA!”

Man bliver øjeblikkelig overbevist om, at her er en flok mennesker, der er i stand til at løfte Shakespeares berømte stykke om magt og ære, intriger og rænkespil, hævn og mord.

Filmen spiller derfra elegant på dobbeltspillet mellem Julius Cæsar og de skuespillere, der lægger krop til det. ”Det føles, som om Shakespeare levede i gaderne i min egen by,” siger en fange pludselig som sig selv i en ellers engageret prøve. Og da to fanger midt i en øvescene mundhugges og sender dræbende blikke mod hinanden, kommer man i tvivl om, hvad der er Cæsar og Cassio, og hvad der er Giovanni og Cossimo, de hårdkogte Rebibbia-fanger.

Med nærbilleder, følsom underlægningsmusik og et diskret bevægeligt kamera bliver fangernes løbende prøver på Julius Cæsar skildret med stor autenticitet og nærvær. Først i sidste tredjedel begynder man at længes efter mere fangepsykologi, mindre Shakespeare-deklamation. Men samtidig viser prøvepassagerne med rammefortællingen i form af det endelige teaterstykke som kontrast, hvad filmmediet kan med hensyn til karakternuancer og intensitet, hvor teatermediet kommer til kort.

Cæsar skal dø har en moderne formalistisk styrke og renhed, som er imponerende for to instruktører, der fik deres internationale gennembrud for intet mindre end 35 år siden med Padre Padrone og ellers har dyrket en mere jordnært realistisk stil gennem deres oeuvre.

Nu har de fået et flot comeback i deres karriere og livs vinter. Man kan med nogen ret mene, at de med Shakespeare-parallellen er med til at gøre myter ud af disse mennesker, der utvivlsomt har blodrøde tal på samvittighedskontoen. Men det har næppe været instruktørernes intention. Tværtimod vil de vise mennesket bag forbryderen og lykkes med det i skildringen af den indlevelse, fangerne mønstrer iklædt Shakespeares masker.

Taviani-brødrene løber et humanistisk ærinde, men gør det ikke uden ambivalens. For fangerne bliver kunsten både en frelse og en ekstra straf, forstår man. Og opslugt især af Salvatore Striano hudløse Brutus med vanvid i øjnene og rander under dem bliver man mindet om, hvorfor skuespilleres private forhold bør være ligegyldige, så længe de formår at formidle deres kunst. Hvor usympatiske de end måtte være bag tæppet.

Rebibbia-fangerne spiller i øvrigt Shakespeare med hver deres autentiske, lokal-italienske dialekt. Men den lille detalje er det nok de færreste af filmens danske seere, der får fuld fornøjelse af.

Trailer til Cæsar skal dø

Originaltitel:
Cesare deve morire 

Instruktør:
Paolo og Vittorio Taviani
Italien 2012

Manus:
Paolo og Vittorio Taviani 

Medvirkende:
Cosimo Rega, Salvatore Striano, Giovanni Arcuri 

Spilletid:
76 min. 

Premiere:
13. december 2012

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
01. jan. 2014
Arvingerne

Arvingerne

Biografanmeldelse
04. dec. 2013
Oldboy

Oldboy

Biografanmeldelse
06. nov. 2013
The Fifth Estate

The Fifth Estate

Biografanmeldelse
24. juli 2013
3096 dage

3096 dage

Fra samme instruktør

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro