Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

I det seneste nummer af Ekko bragte vi Christian Braad Thomsens store anmeldelse af Ulrich Seidls Paradis-trilogi. Her kan man læse et uddrag om den sidste af de tre film, Paradis Håb, der nu får premiere.

Filmen om Natascha Kampusch’ gruopvækkende skæbne får én til at ønske, at den var lavet af Ulrich Seidl – og at Thure Lindhardts østrigske kidnapper ikke havde talt formfuldendt britisk!

The Wolverine leverer kompetent action, men føles som et mellemspil før næste sommers store X-Men-slag.

Vince Vaughn og Owen Wilson er godt selskab i komedie om moderne teknologi, der selv virker bedaget.

Trods delikate close-ups af franske hofretter lugter Bon appétit, hr. præsident mere af gammel Camembert end haute cuisine.

Efter et par mørke sjæletimer har Pedro Almodóvar brug for lidt uforpligtende sjov og ballade – og hans nyeste film er en camp-farce, der trodsigt dyrker sin homoseksualitet.

Olivia Williams stjæler billedet som den kontroversielle Eleanor Roosevelt i rodet film om FDR's hotdog-spisende møde med englænderne.

Oscar-nomineret chilensk film med Gael García Bernal fyrer alle sine kanoner af, inden der er gået en halv time.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.

Folkene bag Ice Age er tilbage med en flot animationsfilm, der stjæler med arme og ben fra bedre historier.

En palæstinenser og en israeler bliver tvunget sammen i sentimental film fra instruktøren bag Citronlunden, der måske var et lucky punch.

Tom Tykwer og Wachowski'ernes nye film kan ses som storladent forfængelighedsprojekt, en født kultfilm eller tre timers prætentiøst bavl. Fascinerende, men langt fra vellykket.

Bipersonerne stjæler showet i den Glee-inspirerede Pitch Perfect, der er fuld af syntetisk pop.

Retro-action er blevet en ny subgenre, men det kræver et bedre manus og mere humor, førend vi giver os hen til Bruce Willis’ rynkede og skaldede helt med vom.

En sund portion selvironi gør teenagezombierne til sjovere selskab end de selvhøjtidelige Twilight-vampyrer. Men de hjertevarme zombier har mistet deres bidske bid.

Den sidste del af Ole Lund Kirkegaard-trilogien i 3D lider under, at Otto er et næsehorn ikke er forfatterens bedste historie.