Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Kevin Costner kæmper sig igennem et rutinepræget agentdrama, hvor terroristerne skal uskadeliggøres og teenagedatteren skal passes, alt imens mobilen bimler under torturseancerne.

Kunstfærdige billeder går hånd i hånd med rå realisme i historien om en helt almindelig familie, der rodes ind i Mexicos dunkleste narkoverden. Rørende, men ikke for folk med sarte maver.

Polanski har lavet en film, som baseret på et skuespil, som er baseret på en bog. Meta-legen vil ingen ende tage i det pikante kammerspil, hvor manden ligner Polanski, og kvinden spilles af hans kone!

John Turturro har samlet et suverænt cast i sin snurrige jøde-komedie. Selv spiller han mandeluder, mens Woody Allen for 117. gang spiller sig selv – og det gør han godt!

Pinligt skuespil og en banal handling gør effekt-braget Pompeji til en katastrofefilm i mere end én forstand. Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

Genindspilning af en rom-com fra 80’erne – nu med sorte! Hovedrollerne er sympatiske, men resultatet ligner et fortidslevn tilsat ulidelige sidekicks og sorte stereotyper.

Juliette Binoche og Nikolaj Coster-Waldau er i topform i en visuelt overlegen fortælling om en krigsfotograf, der forsømmer sin familie i jagten på det perfekte billede.

En amerikaner tager til regnskoven og indspiller 1000 timers jodlende pygmæmusik. Desværre kommer den usædvanlige historie til at fremstå snæversynet i Doxbio-dokumentaren Sange fra skoven.

Paul Walkers sidste færdigindspillede film Brick Mansions er stift spillet, ubehjælpsomt skrevet og aldeles blottet for god smag.

Mikael Persbrandt er intenst velspillende i Pernille Fischer Christensens forudsigelige drama om en rockstjerne på deroute. Men Trine Dyrholm er helt fejlcastet.

Den visuelt bjergtagende My Sweet Pepperland tager western-filmen til et nyt territorium – Kurdistan – og gør genren samfundsrelevant igen.

Clio Barnards debutspillefilm er et gribende eventyr forklædt som barsk socialrealisme, der rummer pludselige nedslag af skønhed. Hverken Ken Loach eller Oscar Wilde har levet forgæves.

Nok har denne krigsskildring været Ungarns Oscar-kandidat, men mage til ubehagelig og hovedløs film skal man lede længe efter.

Miyazakis måske sidste film er en højtsvævende og gådefuldt dragende hyldest til veteran-flyvemaskiner og den kunstneriske skabertrang.

Den drevne nakkeknækker Liam Neeson tilfører et strejf af klasse til en klaustrofobisk paranoia-thriller i tolv kilometers højde.

En ung pige roder rundt i en forsinket, anal fase i en tysk tisse/bæ-film, som sætter en ære i at være rigtig irriterende. Missionen lykkes.