Short Term 12

”Min første dag var skræmmende. Man mærker al den naturlige nervøsitet forbundet med at starte i et nyt job, men oveni er der også nervøsiteten, der kommer med forståelsen af, at hvis du ikke gør dit arbejde godt nok, kan du virkelig gøre skade på andre mennesker.”

Sådan har instruktør Destin Daniel Cretton fortalt om sin tid som ansat på et børnehjem i et interview til The Washington Post.

Tiden på børnehjemmet gav ham idéen til, hvad der i første omgang blev hans afgangsprojekt på filmuddannelsen på universitetet i San Diego: en gennemsympatisk kortfilm, som nu er blevet til en gennemsympatisk spillefilm.

På børnehjemmet lærte Cretton, at man aldrig må føle sig hævet over børnene. Man skal være ærlig og sårbar med børnene.

Short Term 12 har altså en masse på hjerte, udgangspunktet er personligt, og man kommer ikke uden om, at Cretton har drejet en empatisk og rørende ”i øjenhøjde med sine karakterer”-debut om just sådan et børnehjem. Hvor nogle meget omsorgsfulde, skønne, skæve og skøre unge voksne hjælper traumatiserede teenagere på fode igen.

Men Short Term 12 er også sympatisk grænsende til det irriterende. Den prøver simpelthen for hårdt.

Med undtagelse af en nytilkommen voksen, som er totalt fake og får de andre til at fremstå megacool, fordi han bare gerne vil ”prøve” at arbejde med utilpassede unge, kæmper alle personer – barn som voksen – med fortidens traumer: forældre, der slog, forældre, der misbrugte. Fra den helt unge, introverte og drømmende Sammy over den goofy Luis til den følsomme, men barske Marcus, en amerikansk Yahya Hassan, der rapper om sin hårde barndom.

De er skamferede sjæle, men også pokkers søde og hjertens gode mennesker. Og det er da rørende – men også ret kedeligt.

Det gælder særligt hovedpersonen Grace, den unge, pligtopfyldende kvinde, som har taget førertrøjen på blandt pædagogerne, og lidt tys-tys har et forhold til kollegaen Mason. Hun blev selv misbrugt af sin far, men nu hjælper hun andre.

Hun kan dog ikke få sig selv til at sige til Mason, at hun vil abortere deres fælles barn – at hun ikke kan nænne at sætte et barn i denne forfærdelige verden. Skønt Mason er alle pigers drømmefyr: sjov, ansvarsbevidst og ekstremt forstående.

Da Jayden, en omvandrende kliché i sort, med hovedtelefoner og en kreativt traumatiseret dagbog, ankommer til børnehjemmet, ser Grace sig selv i teenagetøsen.

Og gennem samtaler – i øjenhøjde – når hun ind til Jayden og frem til traumets rod: faren. Og så er det lige ved at kamme over for Grace, som selv tumler med daddy issues.

Short Term 12 er ikke som sådan dårlig.

Brie Larson formidler Grace med en tilpas dosis alvor, humor sågar. John Gallagher Jr. er charmerende og skøn som Mason. Og billedsiden er afdæmpet socialrealistisk og sætter ind med veldoserede totalbilleder, når situationen kræver det.

Musikken er melankolsk, men håbefuld. Plottet er næsten usynligt. Det er de indre fortællinger, personerne, der driver værket.

Det er bare for meget af det gode. For der er intet ved karaktererne, man kan have det mindste imod, eller ikke kun alt for godt kan forstå. Og filmen er helt på Graces side, når bureaukraterne og psykologerne, som ikke lever med børnene til hverdag, vælger at ignorere hendes anbefalinger.

Det er så opbyggeligt, så pænt, at man undervejs sidder og beder til, at Grace går ud og drikker sig fra sans og samling eller noget andet dumt.

Jeg elsker Mike Leighs karakterer, fordi de er nogle fjolser. Perfekte mennesker er kedelige, også selvom de er blevet misbrugt som børn. Grace (hvorfor skal hun også hedde det?) er beundringsværdig, og det er da fint nok, hvis man arbejder i Røde Kors – i virkeligheden!