Interstellar

I går kom jeg ud fra Imperial-biografen, og dybt nede, under al anmelderblasertheden, var jeg lykkelig som et femårigt barn.

Jeg var med i rumskibet på jomfrufærden, og Interstellar kommer til at stå på samme hylde som Star Wars, når filmhistoriens websider skal rebootes.

Et comeback af dimensioner. Et kosmisk blowjob, en sansemassage med asteroidestøv og ultralyd. Vilde, visionære ideer, vi ikke kan fatte, dybe stød i hjertekulen, flotte billeder, endnu flottere lyd og fede robotter.

Og så er filmen sympatisk derved, at kerer sig om, hvad det vil sige at være menneske, og om det, vi gør ved planeten Jorden i øjeblikket.

Historien udspiller sig i en temmelig nær fremtid et navnløst sted i USA.

Enkemanden Cooper (Matthew McConaghey) er tidligere NASA-testpilot, men ernærer sig nu som landmand flankeret af fjernstyrede mejetærskere, to teenagebørn og en godmodig svigerfar. Familien er splittet mellem udsigtsløse gentagelsesmønstre (majshøsten spås til at blive den sidste) og udsigtsløs forandring (bil-karavaner ruller ud af lokalsamfundet, skønt der ikke findes veje ud af den globale økologiske katastrofe).

Dystopien har et navn: Kortsigtethed. Blind vækst på for lidt plads. Konkurrence-iver. Nolan overbetoner ikke mellemregningerne, og det er befriende, for man kan uden problemer fylde sine katastrofebilleder ind selv.

Coopers videnskabsgener er overført til datteren Murphy, mens sønnen Tom har taget stråhatten og pickup-bilen til sig. Hun er arv, han er miljø. Kontrasten er skåret så skarpt op, at det indimellem fremstår demonstrativt, men filmen som helhed lever på modsætninger, og Christopher Nolan formår bedre end de fleste at fremelske kontraster, der ikke krænger over i banale ond/god-dikotomier.

Det så vi både i tryllekunstnerfejden i The Prestige, i strisser/forbryder-spejlingen i Insomnia og for så vidt også i gennembruds-thrilleren Memento, hvor fjenden viser sig at være noget indre snarere end ydre.

Trinvis afsløres den stjernerejse og ubærlige afsked, vi ved venter forude for familiefaren Cooper.

Nolan skal roses for at undlade de mest obligatoriske genreelementer såsom den melodramatiske familiekrammer og hele det obligate rumtræningsafsnit. I stedet akkompagneres bilens sidste tur ad farmens grusvej af en hjerteskærende lyd, der viser sig at være affyringsrampens bulder.

Lydsiden er majestætisk i enhver forstand gennem hele filmen: dominerende, sanseskærpende og ofte sakral, når hofkomponist Hans Zimmer fyrer den af på kirkeorgel. En film af denne kaliber fortjener stor lyd, og det har den fået.

Hvad er så kernen i historien?

Det er fristende at nævne dens ophøjelse af humanisme og kærlighed til noget, der minder om en ur- eller naturkraft. Med denne karaktertegning rykker Nolan i retning af at blive en god personinstruktør. Men det er fortsat ikke hans stærkeste kort.

Han er en entertainer, og han har lavet en film, der rykker op i liga med George Lucas og Steven Spielberg.

Med fare for at skrue forventningerne urimeligt op: Den visuelle orkestrering af rumfærden er akkurat lige så vellykket, som man kan forvente af manden bag Batman-trilogien og Inception.

Her skaber Nolan nye verdener, foldede landskaber, himle af is, ormehuller, ja, han opfinder faktisk noget, der ret overbevisende illuderer det 5D, filmen postulerer findes. Men før han gør det, smider han en joker, en ekstra kvalitet.

Støv. Gulbrunt, midtvest-amerikansk støv.

Støv, der først fyger, siden hærger og til sidst bare er overalt. En fysisk hinde på alt i Coopers verden, et memento mori, der sætter sig i svælget også på tilskueren. Rumdragterne ligner tilsvarende noget, der har overvintret siden Apollo-missionerne.

Den lidt for glatte Nolan fra Inception taget Kansas-tøjet på, og åh hvor det det dog klæder ham.

Og Interstellar er det bedste fra de gode gamle Star Wars-dage kombineret med det bedste fra CGI’ens årtusind.