Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Erik Clausens tag på demens i arbejderklassen, der stadig husker en bedre, socialdemokratisk fortid, er hans bedste film i årevis.

Oscar-vinderen Eddie Redmayne leverer et rammende signalement af Stephen Hawking i en behageligt usentimental film om fysikerens fascinerende liv og ægteskab.

Ole Christian Madsen har lavet en fejende flot, farve-knaldet film, men den fanger langt fra ånden fra den unge steppeulv Eik Skaløe – han havde fortjent bedre.

En af sidste års mest mystificerende, roste og betagende film kom aldrig i biografen. Men nu kan Under the Skin med Scarlett Johansson som rumvæsen på mandejagt ses som månedens film i Cinemateket.

En jazz-film klippet som en actionfilm med Oscar-værdigt skuespil får chefredaktøren til at bryde ud i spontan jubel i biografen.

Filmatiseringen af den våde husmor-drøm dyrker en pervers parforholds-dynamik, mens s/m-scenerne efterlader én skuffende tør i trussen.

Schweizisk film blander dokumentar og iscenesættelse i portrættet af et farvestrålende homoseksuelt fristed. Alligevel fremstår blandingsproduktet noget ensidigt.

Paul Thomas Anderson har lavet en moderat fed filmatisering af en meget filmvenlig roman frem for at udfordre sig selv og filmsproget ved at kaste sig ud i en ”umulig” filmatisering, der kunne været blevet mesterlig.

Den første store biografiske film om Storm P. er satirisk og oplysende. Selvom visse historiske facts er udeladt, fremmanes kunstnerens ånd med piberøg og højt fadølsskum.

Min søsters børn mister uskylden. Ny film er rovdrift på den danske filmskat og på grænsen til at være uegnet for børn.

Stilforvirret 3D-eventyr blander flere forskellige slags animation med live action-skuespil. Det er rodet og lidt for overgearet – selv for Svampebob.

Intet er helligt, hverken sodomi, dyremishandling eller læbe-ganespalter i Anders Thomas Jensens muterede folkekomedie. Men for første gang går Danmarks sjoveste replikforfatter galt i byen med komikken.

Hans revolutionære tekster og bløde poplyd gjorde svenske Björn Afzelius folkekær. Portrætdokumentar er rig på arkivmateriale, men glemmer vigtige detaljer.

Tredje – og forhåbentlig sidste – del af Nat på museet-serien er en stjernespækket, men knapt så morsom eventyrfilm med Robin Williams i sin sidste rolle.

Man er nødt til at beundre ambitionerne og det tekniske håndværk bag Wachowski’ernes seneste sci-fi-opus, men som helhed er filmen en forgyldt bagatel.

Sarkofager, portrætmalerier, royale juveler og alskens nips fortæller historien om menneskets fortid i flot dokumentar om Wiens kunsthistoriske museum.