Sinister 2

Selvfølgelig starter det hele, da en enlig mor flytter ind i et forladt og hjemsøgt hus sammen med sine tvillingedrenge.

Og selvfølgelig går der ikke ret lang tid, før den ene af drengene begynder at opføre sig mærkeligt og ser andre børn.

Og selvfølgelig er disse børn døde.

For i Sinister 2 er børn som udgangspunkt onde og huse som udgangspunkt hjemsøgt. Det fik vi allerede slået fast i den første Sinister-film fra 2012, hvor den (næsten) altid gode Ethan Hawke måtte sande, at en ond satan af en bøhmand havde besat hans børn og hus.

Det kom der en solid, men noget jævn gyserfilm ud af, og nu tager toeren tråden op og forsætter, hvor etteren slap.

Vicesheriffen fra den første film med det kække navn Deputy So & So (fint spillet af James Ransone fra The Wire) har forladt politiet og ernærer sig nu som privatdetektiv. Bevidst om den onde ånd Bughuuls morderiske hærgen forsøger han at efterforske sagen på egen hånd.

Bughuul hjemsøger nemlig ganske almindelige huse, besætter børnene og får dem til at slagte deres familie, imens de dokumenterer det på smalfilm.

Der er således enorme ugler i mosen, da Courtney (Shannyn Sossamon) sammen med sine to drenge flytter ind i et hus, der er besat af Bughuul. Deputy So & So kommer dog hurtigt i kontakt med Courtney og drengene, og så forsøger de ellers sammen at overvinde både onde ånder og Courtneys voldelige eksmand.

Der er masser af uhygge og chok-momenter i Sinister 2. Faktisk går der ikke mange sekunder af filmen, før biografsædet begynder at spjætte, og sådan fortsætter det. Med chok efter chok fyrer filmen hurtigt og effektivt sine gyservirkemidler af: ekstra høje lyde, pludselige klip og meget mørke scener.

Problemet er dog, at filmen afvikler alt sit gys med det samme. Og langsomt, men sikkert afvæbner chokeffekterne sig selv. Fordi de bliver nemmere at gennemskue, og fordi de minder om hinanden.

Sinister 2 bliver på den måde lidt, som når man kommer til at spise sig mæt i snacks før hovedretten, fordi alt i filmen er så letkøbt fra klichéafdelingen, at man ikke helt begriber det. Det er sådan en gyserfilm mister sin tiltrækningskraft, og man bliver da heller aldrig suget ind i filmen.

Samtidig filtres de mange handlingstråde sammen mod slutningen: Courtney skal pludselig kæmpe mod sin eksmand om forældremyndigheden, Deputy So & So opsøger en professor, der forklarer ondskaben ud fra halvkvædet folklore, og så opstår der naturligvis også sød musik mellem Courtney og Deputy So & So.

Det virker desværre for dramaturgisk forceret og rodet.

En del af den uhyggelige attraktionsværdi ved både den første og anden Sinister-film er de onde børns morderiske gerninger, der foreviges på smalfilm. Der er ganske vist noget sært urovækkende over de knitrende og grynede 8 mm-billeder, men også her disponerer Sinister 2 sine kræfter helt forkert.

Da Dylan (Robert Daniel Sloan), den ene af de to tvillingedrenge, besættes af det hjemsøgte hus’ onde spøgelsesbørn, tvinges han hver nat ned i kælderen for at se tidligere mord på smalfilm i bedste hjemmevideostil. Gang på gang præsenteres vi for en hyggelig familiebegivenhed – julemorgen, fisketur eller leg i haven – der ender i rituelt blodbad.

Det fungerede fint i den første Sinister, men det virker bagstræberisk, at toeren fortsætter i præcis samme rille. Det bliver hjælper på ingen måde handlingen frem, at vi fem-seks gange skal trækkes igennem diverse måder at skille sig af med sin familie på.

Sinister 2 er og bliver en kliché. Man skulle næsten tro, at den første Sinister har hjemsøgt Sinister 2.