Trainwreck

Det er ikke svært at beslutte sig for fem stjerner til Trainwreck. Det er en romantisk komedie, og den er 90 procent sjov. Jeg gentager lige med megafon: Det er en romantisk komedie, og den er 90 procent sjov!

Hvornår har det været tilfældet siden antikke film som Han, hun og leoparden? For nej, romantiske komedier med Tom Hanks og Meg Ryan er objektivt set ikke synderligt sjove.

Og 50 procent af de 90 procent er det, amerikanerne kalder hysterisk sjovt, hvor man nærved kvæles i sit forsøg på ikke at overdøve de næste sekunders sjov med sit larmende grin over de seneste sekunders sjov.

De usjove ti procent af filmen er frivilligt usjove, fordi de er intenderet sjove og søde – og syv af de ti procent er genuint søde og sjove.

Og jeg kneb en enkelt, kubistisk tåre, da det romantiske komediepar fik hinanden til sidst. Og de får hinanden til sidst, heldigvis, det er ikke en spoiler i en anmeldelse af en romantisk komedie. Og på grund af den massive mængde latter, der gik forud, var jeg ikke flov over den tåre. Jeg følte, jeg fortjente den.

Trainwreck er så sjov, fordi den er skrevet af en ægte komedieforfatter, Amy Schumer (rødglødende efter tre sæsoner med hendes lige så sjovt som skarpt feministiske sketchshow Inside Amy Schumer), og instrueret af en ægte komedieinstruktør, Judd Apatow (The 40-Year-Old Virgin, Knocked Up), og i hovedrollerne har to ægte komediespillere, Amy Schumer og Bill Hader (omsider avanceret fra scenestjælende biroller).

Det er ikke mindst i den sidste kategori, at så mange andre romantiske komedier går galt i byen. Det romantiske komediepar er bare ikke komiske nok, det vil sige ikke komikere nok (jævnfør Ryan og Hanks).

Er der noget mere romantisk end et (kommende) par, hvor den ene af alle kræfter prøver ikke at grine af, hvor virkelig, improviseret sjov den anden er?

Som i scenen, hvor Schumer og Hader første gang møder hinanden (som mandeblads-journalist, der skal interviewe stjernesportslæge) og sports-uvidende Schumer desperat udslynger frit opfundne amerikansk football-holdnavne, The Fire Island Penguins, The Orlando Blooms, til Haders lige præcis ikke krakelerende pokerface.

Grundhistorien er det samme som altid, det vil sige siden den rigtige antik, hos grækere og romere. Umage par mødes, sød musik opstår, musikken kompliceres, truer med at blive kakofonisk, harmonien genoprettes.

Det betydelige, originale twist er en kønsforskydning. Schumer er som udgangspunkt ”manden”, overfladisk, chauvinistisk, promiskuøs, og Hader ”kvinden”, hjertevarm, hensynsfuld, trofast.

Flere scener har som deres komiske præmis og inderste drive denne forskydning: Schumer, der slår op med sin forfærdeligt følsomme bodybuilder-elsker, og Hader, der ringer til Schumer med basketballstjernen LeBron James (overrumplende skæg) venindekommenterende lige ved siden af.

Hvis filmen havde haft kønsforskydningen som eneste komiske motor, kunne den være endt som bare en udvidet tv-sketch, hvilket i forhold til alle mulige andre filmkomedier havde været fedt nok.

Men heldigvis kan Schumer og Apatow og resten af holdet ikke lade være med at lade karakterer, relationer og situationer flyde over med autonom sjov. Hver scene er et velsignet rigt humoristisk tapet, ikke mindst takket være improvisation, er jeg helt sikker på.

Også i det mere følsomme spor med Schumers syge, krasbørstige far og hendes kernefamilie-lykkelige, far-bitre søster får vi lov at grine alt for meget, indtil det bliver helt usjovt følsomt en scenes tid eller to, hvilket er helt – eller i hvert fald halvt – i orden.

Det er en vigtig og sjælden fryd at glæde sig over to gode komikere, der – omgivet af andre sjove mennesker – spiller, at de er to almindelige mennesker, der forelsker sig i hinanden.