X+Y

Jeg kan vel lige så godt indrømme det først som sidst: Jeg er ikke nogen ørn til matematik.

Derfor var der også dele af den nye, engelske X+Y, jeg simpelthen ikke forstod. For X+Y er nemlig en lille film om livets store spørgsmål: kærlighed, venskab, død og – som titlen antyder – matematik.

Det hele starter med en ulykke. Da den seksårige Nathans (Asa Butterfield) far omkommer i en trafikulykke, mister han ikke kun sin far, men også en ven, der som den eneste forstår ham. Nathan er hyperintelligent, spirende autist og ekstremt introvert. Men hans store passion er matematik, og hvad dertil hører af tal og mønstre.

Et barn med særlige evner og en mental lidelse? Det kunne være gået helt galt, hvis ikke en imponerende præstation af Asa Butterfield holder den værste sentimentalitet og patos på sikker afstand.

For da Nathan får en ny matematiklærer, den lidt kejtede Martin (Rafe Spall), begynder de straks at knytte et særligt og tillidsfuldt bånd. Samtidig begynder Martin og Nathans mor (Sally Hawkins) at få varme følelser for hinanden, og så udvikler X+Y sig ellers til en lun og underspillet coming of age-film.

Da Nathans særlige sans for matematik sikrer ham en plads på holdet, der skal repræsentere England ved matematik-OL, tvinges Nathan til at stå på egne ben. Holdet rejser til Taiwan for at forberede sig og dyste i matematik mod andre nationer, og så begynder den generte Nathan ellers at udvikle sig.

Han møder den kinesiske pige Zhang Mei (Jo Yang), og de bliver hurtig glade for hinanden. Langsomt åbner Nathan sig mere og mere, og det samme gør Asa Butterfields præstation.

Den unge Asa Butterfield balancerer sikkert rollen som Nathan mellem sky autist og sårbar teenager. Den engelske skuespiller har allerede imponerende erfaring, blandt andet fra Drengen i den stribede pyjamas og Martin Scorseses Hugo. Og selvom den unge knægt har masser at tumle med – sin fars død, autisme, sociale relationer – bliver det aldrig for meget.

Det skyldes især filmens underspillede og lune humor. X+Y er ingen komedie, og jeg grinede ikke højlydt undervejs, men det bestemt heller ikke meningen. Derimod er der masser af små momenter, hvor humoren ligger subtilt eller tilter mod det tragikomiske.

Nathans matematiklærer og ven, Martin, er selv lidt af en outsider og enspænder. Han lider af sklerose og har derfor fysiske skavanker, men vigtigst af alt kan han se lidt af sig selv i den unge Nathan. De to matematikgeniers venskabelige bånd virker autentisk.

Rafe Spall er et fund som Martin. Han er småvrissen, selvironisk og langt fra nogen klassisk førsteelsker. Alligevel er han god på bunden og bliver en glimrende mand for Nathans mor og reservefar for Nathan.

Netop autenticiteten er en hjørnesten i X+Y. Instruktøren Morgan Matthews har før begået sig i dokumentargenren, og han baserer handlingen og karaktererne i X+Y på en af sine tidligere dokumentarfilm.

X+Y er dog fiktion og skåret efter en klar dramaturgisk skabelon, men Matthews lader til at kende det miljø, som han skildrer.

X+Y er Nathans udviklingshistorie. Det er feel good over hele linjen, men det er gjort med masser af personlighed, intimitet og lun humor.

Den amerikanske titel, A Brilliant Young Mind, er i virkeligheden nok mere rammende end den danske X+Y. For det er det særlige og smukke i Nathans evner, som filmen forsøger at portrættere.

I sidste ende bliver matematikken i X+Y blot en metafor for livets vigtige spørgsmål og uforudsigelighed. Og livet kender vi jo alle sammen.