Anmeldelser I kategorien: Biografanmeldelse

Hver en sten bliver vendt i den imponerende grundige dokumentarfilm om Robert Mapplethorpe, der formodentlig skabte flere ikoniske billeder end nogen anden fotograf.

Det er befriende at kunne grine af tragiske situationer, men spansk krigskomedie fra Bosnien vækker også til eftertanke.

Hirschbiegels drama er billedet på den glidebane, tyskerne med mere eller mindre åbne øjne kom ind på, og 70 år efter krigsafslutningen føler man et sug i maven over, hvor hurtigt det ene ord tog det anden.

Ved at kombinere fablen med den computeranimerede historie om pigen, der får kontakt med den nu ældgamle pilot, bliver filmen et værk i sin egen ret.

Store dele af Nattens dæmoner 2 er effektiv uhygge, men ligesom etteren læner filmen sig lovligt meget op ad Eksorcisten.

I Jaco Van Dormaels sorte komedie er Gud et dumt svin, der bor i Bruxelles. Men trods en sjov idé følger tanke og handling ikke hinanden.

Noir-mesteren Shane Blacks discolækre detektivhistorie er et godt bud på sommerens smarteste, sjoveste og mest stilrene actionkomedie.

På trods af flotte effekter lider de belgiske 3D-pionerer nWave Studios skibbrud med Robinson Crusoe, der er uopfindsom, kedelig og uden en eneste original joke.

Dragemor Daenerys fra Game of Thrones bobler over af glæde i romantisk komediedrama med umanerligt overspil og massive virkemidler.

Jodie Foster vil både levere spiddende mediesatire og en løftet pegefinger til finansverdenen. Men Money Monster er bedst, når den ikke er andet end en spændingsfilm.

Hou Hsiao-hsien har skabt en mageløs og fængslende film, der er så billedskøn, at den meget vel kan være årets smukkeste.

Warcraft invaderer filmverdenen i en fantasykliché af en franchise-kickstarter, der i stedet for at fungere som appetitvækker får én til at længes efter the end.

Det giver ikke længere intellektuelle point at være uinteresseret i sport, konstaterer Lars Bukdahl, hvorefter han kaster sig over dokumentaren om fodboldstjernen Zlatan, som han ikke kan blive klog på.

Storsælgende bog fra Sverige er nu overført til det store lærred, ligeledes på svensk – men det er en triviel, bittersød komedie, som aldrig bliver rigtigt vedkommende.

Nicolas Winding Refn er bedst, når han ikke forsøger at være en stor filminstruktør. Det gør han desværre i The Neon Demon.

Bryan Singers foreløbige farvel til X-Men-universet er genrerabalder med smæk på, selvom den til tider føles mere som en æresrunde end et rekordforsøg.