Ice Age: Den vildeste rejse

Den første Ice Age kom i 2002, hvor undertegnede var en bumset og nyudklækket teenager.

Dengang var historien om de forhistoriske dyr – mammutten Manfred, sabeltigeren Diego og dovendyret Sid – en underholdende, men også ubeslutsom film, som var tiltænkt et yngre publikum end pubertære konfirmander på jagt efter humor som i Shrek eller eftertænksomhed a la Toy Story.

Alligevel kommer nu, fjorten år senere, den femte film i rækken, Ice Age: Den vildeste rejse, som lider af samme problem, men samtidig er trukket i uopfindsomhedens gevandter.

Titlen holder ellers, hvad den lover i de begyndende minutter, hvor filmseriens helt store trækplaster – det evigt agernjagtende egern Scrat – bliver sendt fra den istidsfrosne jordklode ud i det uendelige univers via rumskib.

Det giver jo ikke meget mening, men til gengæld giver det nye muligheder for den Grimm E. Ulv og Hjulben-agtige falde på halen-komik, som er blevet franchisens varemærke, men som også gør den til en kedsommelig gentagelse.

Efter den fysiske rejse går turen nemlig tilbage til Jorden, hvor Manfred, Diego og Sid er i gang med hver deres mentale rejse. Manfred står foran at gifte datteren Fersken – en skør fordanskning af det mere normale ”Peaches” – væk til den elskværdige tumpe Julian. Samtidig overvejer Diego og magen, om de er klar til at blive forældre, mens Sid desperat og vanligt fjollet leder efter kærligheden.

Dyrevennerne er altså blevet voksne, men af frygt for at børnepublikummet vil stå af, bliver dramaet ikke rigtigt alvorligt. Vennerne må tage benene på nakken, da en stor meteorit truer med at udslette pattedyrene, ligesom det skete for dinosaurerne mange år tidligere.

I den forbindelse introduceres en gruppe dinofugle som nødvendige modstandere, indtil de finder ud af, at samarbejde er eneste måde at redde planeten på.

Det er naturligvis en dejligt opbyggelig pointe at servere for små poder, men det bliver for harmonisk til at skabe en interessant fortælling.

Ud over den manglende tiltro til børns intelligens kan man som voksen tilskuer ærgre sig over, at dyrene ofte er irriterende dumme. Men det er bedre end alternativet: At de er direkte usympatiske i afvisningen af hinandens tossestreger – især, når det fører til popsmarte bemærkninger som #jegervedatværetrætafdether, der bliver en selvopfyldende profeti.

Her, og når filmen bruger ordet ”pushy”, kommer man også i tvivl om, hvem målgruppen egentlig er.

Godt nok er de små formentlig mere tech-savvy og engelskkyndige, end jeg var dengang, men mon ikke hashtag-jokes og udenlandske gloser alligevel lander skævt, når selv tweens vil finde humoren infantil og følelserne enten banale eller uforståelige i deres voksenoptik?

Man kunne selvfølgelig trække på skuldrene og sige, at det bare er børneunderholdning. Men når netop animationsgenren har affødt Miyazakis kunstneriske mesterværker og livsbekræftende morsomheder som Op, så det er i orden at forlange mere end Ice Age: Den vildeste rejse.

Men med egen barndom i nogenlunde frisk erindring husker jeg, hvordan gentagelser er opium for barnets hjerne, og så længe, der er penge i skidtet, stopper det næppe. Det er ikke verdens undergang, men der kommer heller ikke de vildeste rejser ud af det.