Idol

”Vi bliver stjerner og ændrer verden.”

Sådan siger søskendeparret Nour og Mohammed Assaf ustandseligt til hinanden. Hun er en charmerende drengepige, han en fræk og kæk gadedreng. Sammen danner de et band, som spiller til bryllupper og andre familietræf for år tilbage i det palæstinensiske Gaza, afskåret fra omverdenen af svært bevogtede grænseovergange, men med en illegal tunnel.

Den israelske instruktør Hany Abu-Assads Idol handler om virkelighedens Mohammed, som i 2013 vitterlig vandt Arab Idol, der svarer til vores egen X Factor. Siden er han blevet en popstjerne i hele den arabisktalende verden og sågar sit lands FN-ambassadør.

Filmen er vistnok trofast over for virkeligheden. I hvert fald virker det lettere nedslidte barndomsmiljø i det klaustrofobiske Gaza autentisk. Børneskuespillerne stammer fra stedet. Men det meste er optaget andre steder såsom Jordan, da instruktøren som israelsk statsborger havde svært ved at få adgang til området.

Den første del af filmen er således ret overbevisende og gribende. Den tegner et portræt af både sorger og glæder, nød og elendighed – og så alligevel er der et håb midt i det isolerede land. Den hverken prædiker eller propaganderer åbenlyst. Mohammed har et foto af Yasser Arafat og andre palæstinensiske helte-ikoner på væggen i værelset, han deler med søsteren Nour. Men det er klart, at den truende og trykkende politiske situation konstant er nærværende. Det samme gælder den israelske indespærring med vagter og pigtråd.

Mohammed og hans venner forsøger forgæves at komme musikalsk i kontakt med omverdenen i form af de smuglere, der bruger den forbudte tunnel til Egypten.

Denne del af Idol synes på mange måder at være præget af indiske Satyajit Rays mesterværk Sangen om vejen. Det er samme nænsomme blanding af hverdagspoesi og skæbnenedslag, små smil og stor sorg. Og der er fin fornemmelse af Mohammeds voksende erkendelse af, at han må sejre for at opfylde sin og søsterens credo om at blive stjerner og ændre verden.

Så spoler filmen frem til 2012, hvor Mohammed er endt som voksen taxachauffør, men han har stadigvæk en stærk drøm og det uindfriede løfte om at blive Palæstinas stemme i den internationale popverden og derved udføre en patriotisk gerning og gestus for sit udstødte og forfulgte folk.

Hans omgivelser tror ikke på, at en fredelig sangdyst i den arabiske verden flytter en eneste grænsepæl eller vagtpost. Men tro kan som bekendt flytte bjerge.

Denne del af filmen er den svageste. Men den fantastiske historie er faktisk sandfærdig og beretter, hvordan Mohammed imod alle odds slap ud af Gaza, videre til Cairo og trods manglende adgangsbillet får adgang til tv-programmets audition og opnår at deltage i den store konkurrence.

Hans fantastiske stemme åbner døre og tager priser. Og da han under finalen savner sin søster og ved, at han hjemme har en kær veninde, som har brug for en ny nyre, synger han bedre end alle andre. Han bliver det arabiske idol.

Filmen er en eklatant feel good-film, hvor de onde bliver gode, og de gode vedbliver med at være gode. Eller simpelthen bliver bedre! Kun granitmænd m/k med cement i tårekanalen får ikke lidt væde i øjet undervejs.

Men afklædt sine levantinske og politiske gevandter taler vi også om en ret traditionel historie om talentet, der skal så grueligt meget igennem, før det når til stjernerne. Selvfølgelig med motiverende sorg og smerte som drivkraften.

Set med andre øjne er filmen dog interessant som endnu en film fra disse år med islamisk baggrund, der omhandler modernitetens langsomt befriende og positive indflydelse på en lovreligiøs, halvfeudal og mandsdomineret verden. På det sæt er filmen, ud over sin sentimentale charme, ganske seværdig.