Monsieur Chocolat

For tiden kører den igen, ”neger”-debatten, utroligt nok.

Er ordet ”neger” blot en uskyldig betegnelse for mennesker med sort hud? Eller er det et gammel-imperialistisk og nedladende ord, som peger på den sorte som mindreværdig i forhold til sin hvide hersker? Der findes en gruppering af mennesker, der insisterer på at sige ”neger”, for det hedder det, og det har det altid heddet, er deres argument.

Folkene bag den underholdende franske biopic Monsieur Chocolat giver dem næppe ret.

Filmen virker næsten – og uden at pege fingre – som et indlæg i debatten. Ordet ”neger” er vitterligt ikke uskyldigt, for selvom det ofte – blandt andet i min barndom – er brugt naivt og uden racistisk bagtanke, stammer det fra en tid, hvor den sorte skulle kende sin plads som den hvide mands undersåt. Også i showbizz.

Filmen, som er baseret på en såkaldt virkelig historie – med de omskrivninger, fiktionen nu kræver – starter langt ude på landet i 1890’erne. Vi er i et sølle turnerende cirkus, hvor den let afdankede, men dygtige klovn George Footit (James Thierrée) forgæves søger ansættelse. Da han ser et nummer med vildmanden Kalanga, som skræmmer det bondske publikum med ”autentisk afrikansk adfærd”, fornemmer han både timing og talent. Så han får en idé: Hvad med at lave en klovneduo?

Vildmanden hedder i virkeligheden Rafael Padilla (Omar Sy), stammer fra en slægt af slaver og er en begavet mand, der læser Shakespeare, og som accepterer sin rolle som den sorte bøhmand, fordi det giver smør på brødet.

Rafael får nu kunstnernavnet Chocolat.

Sammen udvikler Footit og han nogle numre, som (ifølge min wiki-læsning) var revolutionerende inden for klovnekunsten. Elegant slapstick, perfekt timet falde-på-halen. To mænd, der slår løs på hinanden – og hvor det komiske højdepunkt indtræffer, når den sorte mand får bank af den hvide. Folk bliver vilde med duoen, som hyres til Paris’ fineste cirkus Nouveau Cirque. Footit scorer de fleste af pengene, men Chocolat får beundrerne og møder kærligheden i skikkelse af sygeplejersken Marie (Clotilde Hesme).

Så længe Rafael/Chocolat modtager sine prygl i manegen af Footit, er alt fryd og gammen, selvom Rafael både spiller hasard og drikker. Han bliver en parisisk berømthed og skriver autografer i ét væk. Men så vil han vise, at han kan andet end at spille den dumme klovn.

På eget initiativ får han titelrollen i Shakespeares Othello for at give figuren – der angiveligt er fra Nordafrika – noget autenticitet. Rafael kæmper med karakteren. Han er vant til at stå i en manege, men nu skal han lære de skrå brædder at kende. Han bliver en glimrende Othello. Men noget går galt, og herfra vender Rafaels lykke.

Omar Sy, som fik sit gennembrud i De urørlige, er glimrende som Rafael. Han indtager manegen, som er han en virkelig klovn, godt hjulpet på vej af Thierrée, der har en baggrund som cirkusartist med mere.

Thierrée er Chaplins barnebarn, hvilket er værd at nævne, for det kan ses i kropssprog og mimik. For cirkus-entusiaster, hvis sådanne stadig findes, er filmen et must. Den genskaber gamle dages rå cirkus, så man tænker, at sådan må det have været. Filmens instruktør Roschdy Zem, som selv er skuespiller, sørger for godt spil hele vejen rundt i den ret traditionelle fortælling, men dynamikken mellem Sy og Thierrée er hovedattraktionen.

Filmen viser os et aspekt af racismen, som er lige så aktuelt nu som for over hundrede år siden: Den herskende kultur elsker gerne den komiske fremmede, mens den fremmede, som viser styrke og stolthed, bliver mistænkeliggjort og lukket ude.

Lad mig dog lige minde om, at racisme trives i alle kulturer og blandt alle farver. Den er ikke kun et hvidt fænomen. Monsieur Chocolat belyser på sin egen mainstream-facon en universel konflikt.