Junglebogen

Den engelske digter og forfatter Rudyard Kiplings fabler fra Junglebogen har siden 1890’erne været fast inventar i børneværelser verden over.

Fortællingerne gav inspiration til den britiske spejderbevægelse, og novellerne er blevet filmatiseret og fortolket i ét væk. Og nu opdaterer Disney og Jon Favreau (Iron Man, Cowboys & Aliens, Chef) den fantastiske historie om menneskebarnet Mowgli med hæsblæsende live-action og næsten ubegribeligt flotte, computergenerede special effects.

Mowgli (Neel Sethi) vokser op blandt ulve i den indiske jungle. Her lever han som en del af flokken, hvor Raksha (Lupita Nyong’o), Akela (Giancarlo Esposito) og de andre ser ham som en af deres egne. Men da den frygtindgydende tiger Shere Khan (Idris Elba), der har oplevet, hvor farligt mennesket kan være, vil dræbe Mowgli, kaster drengen sig ud på en rejse dybt ind i junglen.

Her kæmper han mod pytonslangen Kaa (Scarlett Johansson) og orangutangen Kong Louie (Christopher Walken) mens han også må kæmpe med sin egen identitet – splittet mellem dyr og menneske.

Imens søger hans ven og mentor, panteren Bagheera (Ben Kingsley), desperat efter Mowgli for at bringe ham i sikkerhed i menneskelandsbyen. Men den kløgtige Mowgli vil blive i junglen og slår pjalterne sammen med den dovne livsnyderbjørn Baloo (Bill Murray). Men da Shere Khan truer Mowglis ulvefamilie får han brug for både mod og list for at besejre sin fjende.

Junglebogen er ikke så meget en filmatisering af Rudyard Kiplings bøger, som det er en CGI-opdatering af Disneys klassiker fra 1967, dengang instrueret af den legendariske Wolfgang Reitherman (der også stod bag perler som Sværdet i stenen, Aristocats og Robin Hood).

Forløbet er overvejende det samme som i den gamle tegnefilm. Mowgli har det samme røde lændeklæde på, og Kong Louie – der slet ikke findes i Kiplings univers – har en stor rolle, ligesom både hans og Baloos sange er blevet taget med over i Jon Favreaus film.

En af den nye films store og helt åbenlyse kvaliteter er et stjernespækket og næsten perfekt cast.

Christopher Walken er fabelagtig som den grumt groteske Kong Louie, Bill Murray rammer Baloo lige på kornet med sin komiske snakkesaglighed, Idris Elba er et indlysende valg som den hævngerrige og sadistiske tigertyran Shere Khan, mens Ben Kingsley giver Bagheera den helt rette tone – både værdig og emsig.

Tolvårige Neel Sethi hovedrolledebuterer som Mowgli, filmens eneste menneskerolle, og selv om han er ret meget barneskuespiller med replikker, der til tider er lidt stive i leveringen, har han masser af charme og ikke mindst de samme ubesværede og energiske bevægelser, som tegnefilms-Mowgli også har.

Faktisk er det kun Scarlett Johansson i rollen som slangen Kaa, der falder igennem og ikke giver sin karakter nok dybde og personlighed. I stedet for at lyde som Kaa, lyder hun bare som Scarlett.

Til gengæld er Kaa, ligesom alt og alle i Junglebogen, udført på ufatteligt højt teknisk niveau. Landskaberne er helt naturtro, og ud over Kong Louies enorme abetempel er der intet i omgivelserne, der afslører, at alle scener er optaget i et studie i Los Angeles.

Animationen er sømløs, og animatorerne har fornemt undgået, at de talene dyr bliver fjollede eller cartoony. I stedet fastholder Jon Favreau en livlig rytme og mister aldrig følingen med den historie, han fortæller.

Og netop naturligheden betyder, at Junglebogen ikke bliver aggressivt dyster på samme måde som flere andre moderniseringer af eventyr og børnefortællinger, for eksempel Maleficent og Cinderella. Junglebogen lykkes et langt stykke hen ad vejen med at bevare en munter og nysgerrig grundtone, der klæder historien.

Jon Favreaus Junglebogen kan ikke konkurrere med Disneys tegnede klassiker fra 1967. Men filmen lykkes med at skabe sit eget visuelle udtryk og med at fortælle en medrivende historie, der fortjener det store publikum, den helt sikkert får.