Julefeber – afsnit 1-8

”Er Bjørn også en filur?”

Det spørger lille Gro skælmsk sin mormor om. Pigen vil have ham med i sin fantasifulde leg, mens de besøger plejehjemmet.

Trettenårige Bjørn snerrer og synes, de er pinlige. Men det ænser den tilsyneladende demente bedstemor dårligt nok. Den ældre kvinde smiler fra øre til øre, når hun sætter sig hos barnebarnet, kniber hans kinder og kalder ham for Bjørn Stjerne.

Kaldenavnet gør stadig den ellers gnavne teenager glad.

Men Bjørn (Silas Cornelius Van) synes, han er ved at blive for gammel til tant og fjas. Han er mere optaget af alt det mærkelige, der sker i hans krop.

Lillesøster Gro (elskelige Selma Dali Pape) finder det unormalt, og deres far Kalle (Joachim Fjelstrup) siger, at det bare er puberteten.

Men hvor hans jævnaldrende døjer med hår under armene, får Bjørn en besynderlig hårvækst i ørerne, som øjensynligt hænger sammen med, at han ganske ufrivilligt begynder at danse, hver gang han hører musik.

Til adventsfest på skolen går det helt galt, når han besat af rytmen trækkes rundt på dansegulvet som styret af en usynlig hånd, før han vælter træet. Imens skriger han balstyrisk, at de skal slukke musikken.

Det er et mareridt for et ungt menneske, men der sker mange dramatiske ting i den lille families liv. Farmand skylder en rocker penge, som han ikke har. Derfor drives familien på flugt, og snart skjuler de sig på loftet på Det Kongelige Teater.

Natasha Arthy og Rune Schjøtts Julefeber følger en struktur kendt fra tidligere julekalendere som Jul på Kronborg, hvor en familie placeres i magiske omgivelser op til jul. Her skal de klare både personlige og overjordiske udfordringer.

Teatret byder på smukke omgivelser, hvor selv det støvede loft rummer fantastiske skatte som rekvisitter fra balletopsætninger, gamle lysekroner og ikke mindst en mageløs udsigt over Kongens Nytorv. Tilsat blid bjældeklang og Oh Lands sirlige titelmelodi er det et helstøbt glansbillede af jul i købstaden.

Det Kongelige Teater er også en skarp kontrast til lejligheden i Urbanplanens grå boligbyggeri på Amager, hvor den juleglade families funklende pærer i vinduet er det eneste lys i et ellers trist nabolag.

”Du skylder mig en tjeneste,” siger den hærdede lillesøster Gro truende til julemanden m/k (Sofie Torp), da hendes hestevogn kører over pigens kasse med julechokolade.

Det er en urkomisk sekvens, hvor den lille pige besidder al den hårdhed og handlekraft, som faren trods rockerrelationer mangler.

Men det er Bodil Jørgensen som børnenes mormor, der stjæler rampelyset som seriens sjoveste figur.

”Lige et øjeblik. Jeg er nøgen!” råber mormor, når sygeplejeren banker på døren. Så kan familien, der er på visit uden for besøgstiderne, nå at gemme sig.

Bag hendes milde latter lurer en tristesse, som hun vil skjule for omverdenen. For eksempel ved smilende at give børnebørnene tuttenuttede navne som Bjørn Stjerne og Pølsen.

Ikke desto mindre viser den pudseløjerlige kvinde sig at være den eneste, der forstår Bjørns pludseligt ændrede adfærd.

En anden allieret finder han i balletskoleeleven Frede (Maria Szigethy). Da hun opdager, at Bjørns familie bor ulovligt på teaterloftet, afpresser hun ham tid at udgive sig for ny elev på balletskolen.

Således afleder hun undervisernes opmærksomhed fra sin egen utilstrækkelighed i timen, men undervejs danner hun også et venskab med Bjørn.

Med tag og spir i Københavns indre by som bagtæppe ser vi billedskønne scener på teatertaget, som er Fredes hemmelige tilflugtssted, hvor hun og Bjørn knytter et særligt bånd.

Kalenderens klassiske julestemning spædes yderligere op med besnærende drømmescener, der finder sted på teatrets gamle scene. I en sanselig sekvens står Gro midt om natten i rampelyset og hører en salig melodi, før det begynder at sne indendørs.

Sekvensen møder sin ildevarslende modsætning senere, når Frede i sine natlige mareridt lokkes ud på tribunen og angribes af gruopvækkende ånder, der danser ballet omkring hende.

Med blandingen af mystik og charme i maleriske omgivelser er der dømt spænding helt indtil juleaften.