Malous jul

”De bor ude på en eller anden lorteø,” siger fjortenårige Malou (Karla My Nordquist) over telefonen, mens mågerne skræpper i baggrunden.

Hun er på vej i familiepleje på Lunø hos de joviale juleentusiaster Bibi (Jytte Kvinesdal) og Leif (Ulver Skuli Abildgaard), og hvis hun ikke falder til, er der ingen anden mulighed end anbringelse på en institution.

For hendes mor er død, faren i spjældet og storesøsteren Jessica i Roskilde er ikke et godt miljø for den egenrådige og skrøbelige teenager.

Det tegner ikke til at blive en herlig højtid i Malous jul. Og stemningen på gården er da heller ikke den bedste, hvor det tvære plejebarn konstant udfordrer det smilende ægtepar.

”Julen siger mig ikke en skid,” proklamerer hun vrissent, og for den snart voksne pige virker det grotesk, at Bibi sætter risengråd på loftet til nissen.

For sådan nogen findes jo ikke.

Men der sidder en lyslevende nisse på loftet – oven i købet en arrig en af slagsen. Nils (Lars Ranthe i miniaturestørrelse) er en 425 år gammel nisse, som bestemt ikke er tilfreds med udsigten til at have Malou på øen.

Da hun heller ikke har lyst til at være der, indgår de en nisse-ed, som går ud på, at hun skal væk derfra.

Men om hun rent faktisk kan stole på hidsigproppen, der har mere tilfælles med Travis Bickle fra Taxi Driver end Pyrus, er tvivlsomt.

Til gengæld går det langsomt op for Malou, at der er forsonende træk hos Bibi og Leif. Og i en juletid, hvor mantraet er sammenhold, er det særligt svært at være ensom og udenfor.

Instruktør Claus Bjerre er ikke ueffen, når det gælder familiefilm. Han har lavet hele seks Far til fire-film, og hans mere vovede projekter – tv-serien Karrusel og ungdomsfilmen En, to, tresomt – vidner om en filmmager, der har mere på hjerte end letbenet underholdning.

Tonen er mørkere end i gængse julefilm.

Da aftalen mellem Malou og psyko-Nils falder fra hinanden, går det lille brushoved med den røde hue fuldstændigt amok.

Efter at have fundet en hammer og en økse for let til opgaven, beslutter psyko-nissen, at han vil hugge hovedet af Malou. Som taget ud af en gyserfilm dukker han op mellem lagner, der hænger til tørre, mens pigen sidder fredfyldt i et badekar.

Lars Ranthe er fabelagtig som morderisk nisse, men filmen byder gennemgående på dejlige og solide skuespilpræstationer.

Debutanten Karla My Nordquist er overbevisende, hvad enten hun skal give den med attitude eller sidde alene og mærke ensomheden.

Samspillet mellem Jytte Kvinedal og Ulver Skuli Abildgaard som det juleglade ægtepar fanger nærmest alle de følelsesmæssige nuancer, der findes. Men det er Kvinedals verbale udvekslinger med Lars Ranthes nisse, der for alvor fremkalder latter.

Herlig er også Malou og Nils’ diskussion om, hvordan man udtaler ordet ”fuck”. Storbytøsen har styr på det, men det stædige lille gespenst holder fast i, at det udtales ”fåk”, og det udvikler sig til en glitrende semantisk pingpong.

Malous jul er så spydig, at selv den hårdeste julehader må trække på smilebåndet og overgive sig til psykonisser og æbleskiver. Glædelig fåking jul!