Joe vs. Carole

Et par slangeskindssko står oplyst af rampelys på en scene.

Efterhånden som lyscirklen udvides, og kameraet zoomer ud, ses mere og mere af den flamboyante mand, der selvsikkert parrer skoene med læderbukser, glitterskjorte og en cowboyhat, som skjuler en smule af det afblegede svenskerhår.

Sådan introduceres den højtråbende Joe Exotic. Han kalder sig stolt for en homoseksuel knoldesparker, der opdrætter eksotiske dyr, som han ivrigt viser frem for turister med dybe lommer.

Serien er en omskrivning af Netflix’ successerie Tiger King, hvor bølgerne går højt mellem opdrætteren Joe og dyreaktivisten Carole Baskin, der flittigt udskælder hinanden på YouTube og i retssalen.

Tidligt i Joe vs. Carole kører den flamboyante mand fra dyrehaven i Texas til Florida for at slutte fred med modstanderen. Hun afviser fredspiben, og konflikten eskalerer, så der snart ingen vej er tilbage.

Komiker Kate McKinnon er fremragende som den kugleskøre kattedame Carole Baskin. Kendt fra det amerikanske sketch-show Saturday Night Live har hun tidligere lavet mesterlige parodier på markante skikkelser som Ellen DeGeneres og Hillary Clinton.

”Jeg har katteallergi,” siger hun nysende og leder efter medicin i en morsom scene, hvor hun omgivet af katte får at vide af to FBI-agenter, at hendes liv er i fare.

Carole tager tilsyneladende agenternes advarsel med et gran salt, men hun bliver alligevel træt. Hun er udmattet af, at der nok engang er mænd, der vil tysse hende med trusler og vold.

Ligesom komikerens parodier er præstationen som den berygtede dyreaktivist gakket, men med en vis sårbarhed, som er sigende for Caroles følelsesliv.

Præstationen er sjov og hjertevarm, men serieskaber Etan Frankeler ikke opgaven moden. Tilsat melodramatisk musik viser flashbacks både Joe og Caroles ungdom, som er præget af hjemløshed, vold og ensomhed, før de forelsker sig i de store kattedyr.

Tilbageblikket fremstår afskåret fra dramaet, der udspiller sig, og kun Carole synes glimtvis mærket af fortidens modvind.

I begrænset omfang er serien præget af hensyn til dyrevelfærd. Den er kritisk over for Joe, når han vil mishandle en syg tiger på scenen og stjæler tigerunger fra deres sovende mødre.

De noble hensigter undermineres af, at seriens eneste aktivistiske modstand er den rablende skøre Carole Baskin, hvis tvivlsomme metoder ikke ligefrem er empatiske.

Det er hverken sminke eller proteser, der gør Kyle MacLachlan næsten ugenkendelig som Caroles tredje mand Howard. Det skyldes hans underspillede præstation, der adskiller sig markant fra seriens andre skuespillere såvel som tidligere roller i alt fra Twin Peaks til komedieserien Portlandia.

Det er, som om han vil minimere sit bidrag til serien, fordi han godt ved, at den er dårlig.

John Cameron Mitchell strålede som titelpersonen i Hedwig, men er hverken lige så vanvittig, grænsesøgende eller farverig som virkelighedens Joe Exotic.

Der er schwung over det, når Joe i Tiger King harmdirrende svovler om ”den lede kælling Carole Baskin”. Men når citatet omtræder i Joe vs. Carole, virker det påtaget og falder til jorden.

Det er kendt, at Joe Exotic har begået overgreb mod to unge mænd ved at gøre dem så afhængige af amfetamin, at de ikke længere kunne modstå hans seksuelle tilnærmelser og forblev i forholdet som følge af Stockholm-syndromet.

Overgrebene finder ikke sted i fiktionsserien, der i stedet tegner et portræt af Joe som en ensom stakkel, hvis gavmildhed bløder hjerterne på de unge mænd.

Tiger King reddede mange fra kedsomhed under den første corona-nedlukning, og arvtageren Joe vs. Carole er bedst, når Kate McKinnon får fred til at udfolde alle Carole Baskins nykker, der spænder fra ren parodi til flygtige glimt af fremragende drama.

Men det ændrer ikke ved, at fiktionsserien fremstår som et halvhjertet forsøg på at imitere sin lårklaskende sjove, oplysende og medrivende forgænger.