Industry

Bag den noget tørre titel Industry gemmer sig en fascinerende serie, der skildrer unge mennesker, som navigerer i den tempofyldte finansverden i London.

Det er en verden fuld af svært forståelige britiske dialekter, og det gør det ikke nemmere, når de taler i hektiske vendinger om køb og salg af aktier. Men midt i det kliniske og, ja, industrielle, banker en nerve, som serien ikke helt selv ved, hvordan den skal forløse.

Efter fire af sæsonens otte afsnit af en varighed på cirka 45 minutter hver, er man i tvivl om, hvor serien vil hen. Men forvirring og uvished kan fungere, når man går op i de medvirkende.

Hovedpersonen er den unge afroamerikaner Harper (Myha’la Herrold), der har skeletter i skabet. Hun er lykkedes med at få arbejde i den store handelsbank Pierpoint, men der bliver stillet spørgsmålstegn ved hendes eksamenspapirer. Er hun dimitteret fra det universitet, som hun påstår at have gået på?

Harper hævder over for sine nye kolleger, at hun på uddannelsen skrev en 8.000 ord lang opgave med et moralsk forsvar for kapitalismen. Det havde været spændende at få et dybere dyk ned i etiske gråzoner fra pengenes perspektiv, men Industry er mere interesseret i at fremstille en hedonistisk verden proppet med sex og stoffer.

I flokken af nye, unge ansatte finder man også festaben Robert (Harry Lawtey), ambitiøse Gus (David Jonsson) og pligtopfyldende Yasmin (Marisa Abela). Sidstnævnte sørger for at komme med kaffe og frokost til sine overordnede, mens hun i træningscentret iført stramtsiddende tøj lærer at bruge sin seksualitet til at skabe spænding og føle sig begæret.

Hendes vekselvirkning mellem at være underdanig og i kontrol er med til at tegne et medrivende univers, hvor succes på arbejdspladsen giver et lige så stort kick som en fordrukken og stofpåvirket nat i byen med sex på toilettet.

Industry kommer fra de debuterende serieskabere Mickey Down og Konrad Kay, men blandt producerne finder man også Lena Dunham, som har instrueret første afsnit.

Den nye HBO-serie er meget anderledes end Dunhams stilskabende Girls, men deler en på samme tid passioneret og distanceret tilgang til skildringen af sex. Industry har et enormt fokus på sex og nøgenhed, når de smukke mennesker presser hinanden til konstant at præstere deres bedste.

Det leder også tankerne hen på Steven Soderberghs kølige The Girlfriend Experience, der ligeledes bruger kødets lyst som bagtæppe til at undersøge magtforhold mellem mennesker.

Industry er i den grad en serie til #MeToo-tiden.

Der sker ting og sager, når man smider en gruppe ambitiøse og adrenalinpumpende unge mennesker ind i en verden, hvor de hele tiden jagter det næste sus.

Men fiktionen har en fordel over for alle de reality-serier, hvor handlingen faktisk er ret den samme, bare med ægte mennesker. De kan i sagens natur have svært ved at reflektere over sig selv, men Industry har faktisk muligheden for at tegne et generationsportræt.

Indtil videre har det dog ikke vist sig.

Man bliver ført gennem nogle af de klichéer, der er kendt fra film om det hektiske liv på den amerikanske finansgade Wall Street. En af de overordnede i Pierpoint ignorerer taktisk sin elev, og mon ikke kampen for at opnå anerkendelse resulterer i et vigtigt forhold mellem de to?

Og den asiatisk-amerikanske chef Eric (Ken Leung) starter sin velkomsttale til nye medarbejdere med den gamle traver om, at de unge skal se sig til højre og venstre: Halvdelen af dem vil nemlig give op i løbet af det hårde træningsforløb, de skal igennem for at blive dygtige aktiehandlere.

På samme måde risikerer Industry også at miste halvdelen af seerne, hvis anden del af sæsonen ikke finder et mere gribende menneskeligt fokus.