Girls – sæson 6

Jeg vil vove den påstand, at alle, der har fulgt HBO-serien Girls, kan svare på, hvilke tatoveringer serieskaber og hovedrolleindehaver Lena Dunham har.

I seks sæsoner har vi fulgt Dunhams egocentriske Hannah Horvath, og kroppen har altid været i fokus. Allerede i pilotafsnittet, kreeret af den dengang kun 24-årige Dunham, ser vi kroppen udsat for akavet sex med den ejendommelige on/off-kæreste Adam.

”Hvad er der med de tatoveringer?” spørger han og presser huden med et af de små tatoverede huse sammen, så vinduerne bøjer udad.

”Jeg blev tyk på ret kort tid og følte, at jeg mistede kontrollen med min krop, så det var min måde at tage den tilbage,” fortæller Hannah hudløst ærligt.

”Men du er jo ikke så tyk mere?” svarer han.

Nej, Hannah er ikke så tyk. Hun er egentlig ganske gennemsnitlig. Men da Girls havde premiere i 2012, var vi ikke vant til at se gennemsnitlige kvinder i tv-serier. Derfor blev Dunhams krop genstand for stor debat, og derfor insisterede hun på at vise sin krop igen og igen.

Til tider næsten for meget, syntes man. Som påtaget nøgenhed eller unødvendige gimmicks. Gentagelsen blev trættende. Men efter sjette og sidste sæson står det lysende klart, at det har været nødvendigt for Dunhams normaliseringsprojekt af kvindekroppen.

Afslutningssæsonen starter med et fokus på kvindekroppens allerhelligste.

Hannah har læst, at skuespilleren Shailene Woodley bader sin vagina i solskin, så da Hannah solbader på en surfcamp i første afsnit, trækker hun smilende bikinitrussen til side. Senere, efter et skæbnesvangert engangsknald med surferen Paul-Louis (Riz Ahmed), ser vi Hannah stå nøgen og forsvare sin kønsbehåring, som Paul-Louis bare synes er ”dope”.

Det fantastiske er, at det ikke blot føles naturligt for Hannah, men også for os. Gennem sæsonerne har vi vænnet os til kroppen med de små bryster, tatoveringer og mavedeller. Hvad der i 2012 skabte ramaskrig, er nu så normaliseret, at man ikke engang løfter et øjenbryn.

Dunhams projekt er fuldført.

Sidste halvdel af sjette sæson er helliget den ultimative forandring af en kvindes krop: graviditeten. Og allersidste afsnit er dedikeret brysterne, der både fremstilles urkomisk med et Ghostbusters-værdigt brystpumpe-aggregat og siden som et livgivende organ, da babyen endelig fanger brystvorten.

Men først skal vi igennem et par ikke mindeværdige afsnit og et helt særligt, der vil gå over i tv-historien.

Tredje afsnit med den sigende titel American Bitch er Dunhams efterskrift. Her konfronterer Hannah forfatteren Chuck Palmer (Matthew Rhys), der har udnyttet sin magtposition til at have sex med unge studiner på sin bogturné.

Afsnittet er mesterligt eksekveret af instruktør Richard Shepard, der står bag de ypperste afsnit af serien. Og Dunhams manuskript har aldrig været skarpere, når de to går i omskiftelig ordkrig med hinanden.

American Bitch kunne sagtens have lukket og slukket Girls. Som et feministisk manifest, der fastslår, at der til stadighed foregår overgreb – også i den hvide, privilegerede del af verden, som skal tages seriøst.

Men det ville ikke have været i seriens ånd.

Det fornemme ved Hannah, Jessa, Shoshanna og Marnie er nemlig, at de ikke er powerkvinder, der har styr på karrieren og deres politiske budskaber, men helt almindelige fuck-ups. Og det er deres kamp for at indse dette, som har gjort serien så dejligt befriende.

Derfor føles det rigtigt, at fokus efter det sublime tredje afsnit skifter til mere jordnært at handle om de fire kvinders skrantende venskab. Og det føles i særdeleshed rigtigt, da de i næstsidste afsnit på toilettet til en forlovelsesfest indser, at deres venskab er slut.

You win some, you lose some, synes den brutalt ærlige morale at være.