The Imitation Game

I 1939 samlede det engelske MI6 en flok matematikere, lingvister og krydsordsentusiaster under ledelse af matematikeren Alan Turing på herresædet Bletchley Park for at bryde den ubrydelige, tyske Enigma­kode.

I et kapløb med tiden og de tyske ubåde, der dagligt sendte tusinder af bruttotons livsvigtigt krigsmateriel mod Atlanterhavets bund, slog de maskinen med de 159 millioner milliarder kodekombinationer på lige dele teamwork, te og agurke­sandwich og vandt Anden Verdenskrig en hårsbred fra katastrofen.

Stoffet er godt, fyldt med unge genier, hemmeligheder, kærlighedsintriger, spioner og hårde deadlines. Der er allerede lavet adskillige dokumentarer, bøger, tv­serier og spillefilm om Bletchley Park, blandt andet Michael Apteds bovlamme Enigma fra 2001.

Norske Morten Tyldum genbruger stoffet til at lave en dynamisk og ambitiøs biopic om Alan Turing (Benedict Cumberbatch), übernørden over alle nørder, der ikke kun brød den tyske kode, men også opfandt computeren i processen.

Kort efter krigen blev han dømt for ”homofili” og drevet til selvmord i et stupidt og paranoidt koldkrigs­England. Han blev skandaløst nok først rehabiliteret i 2013.

The Imitation Game bevæger sig i tre tidsplaner, som elegant tænder op under hinanden. 1951, hvor en politiinspektør (Rory Kinnear) efterforsker et indbrud hos den distræte professor og kommer på sporet af en historie, han dybest set ikke vil kende. 1939­1945, hvor thrilleren om kodeknækningen udspiller sig, og 1928, hvor den unge Turing (Alex Lawther) mobbes på kostskolen og finder en soulmate i den ældre dreng Christopher, der lærer ham at knække koden til kærligheden.

Filmen er med sin fascination af eneren, det historiske, det ærkeengelske og spion­thrilleren en velsmurt blanding af Et smukt sind og Dame, konge, es, spion. Thrillerdelen er ret konventionel med den halvautistiske professor, som vil sit projekt, og den kvindelige kodebryder (Keira Knightley), selv en outsider, der finder sammen med Turing i en skrøbelig proformaforlovelse, lurende spioner og dobbeltspil.

Det er først i kombinationen af koldkrigssporet og kærlighedshistorien mellem Turing og Christopher og takket være et ekstremt velturneret manuskript, at The Imitation Game løfter sig som både nervepirrende thriller, deadpan humoreske og eksistentielt drama.

Det er sjovt, når Turing, der som mange aspergerpatienter ikke forstår ironi eller sociale koder, diskuterer, hvad en joke er. Det er blæret, når en diskussion om kærlighed fører til kodeløsninger, og snak om koder bliver til kærlighedserklæringer. Det er – vent og se – gribende, at Turing elsker sin computer.

Og så kan man godt tilgive manuskriptforfatteren Graham Moore, at han bruger sin bedste replik tre gange og sin næstbedste to.

The Imitation Game er Morten Tyldums første engelsksprogede film, og den er lydefrit leveret. Den ser godt ud i næsten udvaskede farver i et altid brunt, gråt og sort England, med effektive indstik af kampscener.

Men rollebesætningen er forudsigelig, når Mark Strong spiller hård efterretningsmand som i Body of Lies, Keira Knightley endnu engang er udødeligt kæk og Matthew Goode charmerende overklassefræk. Og at få Cumberbatch til at spille excentrisk geni efter Sherlock er heller ikke toporiginalt, men han brænder alle klichéer af og spiller brillant hverken Turing som offer, patient, sentimentalt geni eller eksotisk bille, men som kantet menneske.

For i sidste ende handler filmen ikke specielt om homoseksualitet, asperger eller geniale matematikere, men om at være anderledes, triumfen ved at have ret og frygten for ensomheden – og vores samfunds mangel på talent for at rumme den slags. Dengang og nu. Og The Imitation Game er ikke sentimental i forhold til det spørgsmål.