If Beale Street Could Talk

Det begynder med et citat af den store afroamerikanske forfatter James Baldwin, der slår filmens tema an: ”Enhver sort person i Amerika blev født på Beale Street.”

Dette er ikke én fortælling blandt flere, men et lærestykke om alle afroamerikaneres historie i et USA, hvor hvide mænd kan gøre, hvad de har lyst til med sorte mænd og kvinder.

Det er en stor mundfuld for instruktør Barry Jenkins, der efter Oscar-succesen Moonlight har fået blod på tanden.

I første scene besøger nittenårige Tish (Kiki Layne) sin 22-årige kæreste Fonny (Stephan James) i et fængsel i New York i starten af 70’erne og fortæller ham, at hun er gravid. De er lykkelige og overbevist om, at han snart kommer ud.

Han er jo blevet forvekslet med en anden i en voldtægtssag, hvor en puertoricansk kvinde er blevet voldtaget af ”en sort mand”.

Da Tish vender hjem til forældrene i Harlem, overbringer hun dem nyheden, flasken med cognac findes frem, og Fonnys forældre inviteres til babyfejring. Det udvikler sig til en katastrofe.

Fonnys mor ser kun hor og Guds straf, Tish’ mor betragter forholdet som en udfordring, og Fonnys far ender med at stikke sin kone en lussing. Fædrene bliver enige om at kæmpe for Fonny og hustler sig igennem for at kunne betale for en hvid advokat i en verden, hvor ”den hvide mand er en djævel, han er i hvert fald ikke et menneske”.

Herefter følger vi sagens udvikling tilsat flashbacks fra Tish og Fonnys tid sammen, fortalt af hendes voice-over.

Hvor nutidssporet ofte viser tænder og er fuldt af ildevarslende møder med hvide politifolk, et hvidt retssystem, møder med skræmte eksfanger og rugende ambient og funky soulmusik, er forhistorien om parrets kærlighed og genvordigheder pudret til med strygermuzak og sentimentalitet. 

To glansbilledsmukke, evigt tro elskende i en ond, hvid verden bliver en omgang for fersk til at være vedkommende.

Men hvis centrum er kedeligt, gløder det i periferien. Der er scener af stor ækelhed og præcision, som når højgravide Tish får et job i parfumeafdelingen i et kridhvidt stormagasin: ”De sagde, det var meget progressivt at give jobbet til en farvet pige.”

Alene blikkene fra de hvide kolleger, da hun en dag kommer for sent, eller hendes beskrivelser af, hvordan ældre hvide mænd næsten spiser hendes hånd, når de snuser til parfumen, er nok til, at man væmmes.

Tish’ mor (Regina King) brænder igennem som handlekraftig kvinde, og da hun opsøger den puertoricanske kvinde, er der nærvær i fortællingen. Scenerne i den hvide verden er iskolde, og filmen formår at gøre den del skræmmende. Og med næsten udelukkende sorte skuespillere, bliver de hvide pludselig de farvede i en verden af konflikt og angst, uden håb om forsoning.

Filmens tone synes at være i strid med sig selv. Kærlighedsscenerne er langsomme og dvælende (strygere), scenerne med forældrene og sagens gang er dynamiske (soul), og undertiden får vi pludselige arkivbilleder af hvid vold mod sorte eller uhyggelige møder mellem hvid og sort (rugende techno).

Banalitet og sødsuppe blandes med hård realisme, montageteknik og næsten dæmonisk ekspressionisme.

Fortællingen kan ikke finde vej mellem det propagandistiske og det dramatiske. Der er for meget lærestykke og pædagogik uden nuancer, for meget alles historie i stedet for nogens historie, og for sjældent ser man uhyggen i at leve retsløs uden garanti for sikkerhed og retfærdighed.

James Baldwin formåede at holde balancen mellem det dramatiske og det politiske i sine romaner og essays. Det kunne man også  se i den fantastiske dokumentar I Am Not Your Negro af Raoul Peck, der er baseret på et manuskript af Baldwin om hans dræbte venner i 60’ernes borgerretsbevægelse.

If Beale Street Could Talk har en påtrængende problematik, men desværre finder Barry Jenkins ikke balancen.