Idas fede fatcamp

Et sted i USA skutter fem danske kvinder sig i deres bikini. De står i kø til en vandrutsjebane. Det er sådan én, hvor man får fart på og mister kontrollen – og kommer til at se flagrende og hoppende ud.

”Jeg kan ikke kontrollere min krop. Jeg kan ikke kontrollere, hvor dum jeg ser ud. Og det har jeg det dårligt med.”

Men det er netop kontroltab, der er meningen med den kropskaotiske vandrutsjebane for de fem kvinder. De er tykke, og deres bedste forsvar mod den sociale vold, som de til hverdag bliver udsat for, er: kontrol – at gøre sig mindre for andre og dermed tage del i den tykke udskamning.

To år efter DR3-serien Tykke Ida tager Ida Rud – mangeårig anmelder for Filmmagasinet Ekko – fire andre kvinder med på en alternativ fatcamp i North Carolina, hvor det det ikke handler om at bekæmpe fedme, men omfavne den.

Kvinderne vil ”slutte fred med deres krop”, og krigsanalogien viser sig at være foruroligende passende i den selvdestruktion, der puster mørkegrå skyer over mange tykke kvinder.

Men over denne fatcamp står en skyfri, dybblå himmel. Her får man en velkomstdrink, når man ankommer, i form af en Capri-Sun. Drinken serveres ved en pool, der bliver et særligt forløsende element på opholdet. Aldrig har idéen om en beach body været mere irrelevant.

Opholdet består i en vekslen mellem kropslige og følelsesmæssige øvelser. Kvinderne danser, bader og sidder i rundkreds. De lytter til hinandens historier og forsøger samtidig at forstå deres egen bedre.

Sommerlejrens intensitet bliver sat i relief af privatoptagelser fra kvindernes hverdag. Under en gråmeleret dansk himmel tager den tykke skam sin plads i alle folder af livet.

Sophie har ikke båret en badedragt i ti år og nedbryder sig selv med grove kommentarer i mødet med sit eget spejlbillede.

Josephine er konventionelt smuk og model, men frygter, at hendes kæreste en dag skal få et klarsyn og gå fra sin tykke kæreste.

Camilla har ingen tykke venner og mangler ligestillede at spejle sig i og finde forståelse hos.

Emilie er ensom.

Et udtryk, der blomstrer ivrigt i munden på kvinderne, kort efter de er ankommet til lejren, er ”community feeling”. Og det er rørende at se kvinderne blive bekræftet og finde styrke sammen.

Men faktisk kan man også på lejren føle sig forkert, hvis man ikke lige kan tage den bikini på og fra hjertet ikke give en fuck med det samme.

Det er der også plads til i Idas fatcamp. Der er en tålmodighed og forståelse kvinderne imellem – også når nogen bliver overvældet og får lyst til at trække sig fra den amerikanske overbegejstring.

Ida er programmets initiativtager, men hun er god til at lade de andre kvinder komme på banen. De er på ægte vis sammen i deres sårbarhed og i erkendelsen af at have spildt kostbar tid.

”Det holder mig tilbage fra at leve det liv, jeg gerne vil leve,” siger Emilie.

Ida, Sophie, Josephine, Camilla og Emilie er ikke kun blevet frarøvet soppeture på stranden. De er også blevet frarøvet en brøkdel af livet, der konstant udsættes.

På tykt amerikansk: ”You can’t wait on your weight.”