I Don’t Feel at Home in This World Anymore

For Ruth (Melanie Lynskey) er mennesker røvhuller. Og dem, der ikke er røvhuller, er … dildoer.

Sådan præsenteres tonen og protagonisten i Sundance-vinderen med den tungsindige titel I Don't Feel at Home in This World Anymore, der netop har fået premiere på Netflix.

Ruth tager antidepressiv medicin, og i den dvaske tilstand er det vanskeligt at agere barmhjertig sygeplejerske for brovtende gamlinge.

Depression kan være vanskeligt at skildre på film, da lidelsen hæmmer tanker, følelser og handling i en sådan grad, at den ramte dårligt kan skubbe en handling fremad.

Men heldigvis findes ingen krav om, at film skal rekapitulere medicinske lærebøger præcist, og debutinstruktør Macon Blair formår at vende sit melankolske udgangspunkt til en humoristisk voldsspiral ved at antænde Ruths følelser med et tyveri af arvegods og elektronik.

Macon Blair har spillet med i blodentusiasten Jeremy Saulniers tre spillefilm: Murder Party, Blue Ruin og Green Room. Saulnier besidder både dramaturgisk snilde og en stor kærlighed for vold og hævn, og samme karakteristik passer såmænd også glimrende på Blair som filmskaber.

Desuden har Saulnier doneret filmens titel til sin hofskuespiller. Da Macon Blair havde fødselsdag under indspilningerne af Green Room, forærede Saulnier ham en folk-plade med titlen I Don’t Feel at Home in This World Anymore.

Sætningen kan læses som en resignation. Eller som et voldsk ønske om forandring.

Politiet kan ikke hjælpe Ruth efter indbruddet, og selvtægtstanken tændes. Men hun er stadig en hviskende karakter med nervøs tale – Ruth har brug for en hjælper, hvis hun skal fange tyveknægte.

Her træder Elijah Wood ind i filmen som den kristne kampsportsnørd Tony, der har kastestjerner, nunchaku og nakkepisk. Tony er et besværligt gemyt at gestalte, for hans træk inviterer i høj grad til gakket karikatur, og derfor skal Elijah Wood have stor ros for at gøre den heavy metal-elskende enspænder til et sympatisk sidekick.

En vred retfærdighedsenergi ulmer ganske pirrende i den beskedne krop, og filmen bygger fornemt op til sidste akts uundgåelige blodudgydelser.

Melanie Lynskey gennemgår udviklingen fra apatisk mus til voldssmittet hævner med jordbunden charme. Ruth går aldrig linen ud og bliver til en decideret superhelt. Hun er blot et simpelt menneske, der aner en krigerisk mening i den meningsløse tilværelse.

Der opstår selvfølgelig følelser mellem Ruth og Tony, men disse bliver aldrig filmens omdrejningspunkt, da Macon Blair synes langt mere interesseret i at bevæge sig mod blodpøle, våbenleg og splatter. De to kompagnoner rører uskyldigt hinandens hænder i en kirke, og romancen løber som en sød strøm under det thriller-dunkle hævnfokus.

Men desværre starter Macon Blair ikke sin instruktørkarriere udadleligt.

For han skal have introduceret de krapyl, Ruth og Tony jagter, og pludselig har han ikke længere styr på balancen mellem humor og action-thriller.

Den maliciøse skiderik Christian (Devon Graye) præsenteres ved, at han skider ned i cisternen i stedet for kummen på toilettet i et hus, han stjæler fra.

En forsimplet, freudiansk ligning om ondskab, den anale fase og pottetræning anes, og denne kedsommelige kausalitet får lov at fylde endnu mere, da vi møder Christians far – et rigt svin, der har store problemer med nålen i sit moralske kompas.

Her indeholder I Don’t Feel at Home in This World Anymore nogle sløje minutter, og det er ærgerligt, for ellers formår Macon Blair kløgtigt at balancere sine virkemidler.

Fortællingen om hævngerrighed og voldsspiraler leveres oftest med herlig, overrumplende humor. Som da Tony efter et overraskelsesangreb må stå længe og fumle ved en trævæg for at få sin dyre kastestjerne med hjem.

Og når det skal være særligt spændende, lægger han humoren bort og opbygger suspense med et håndholdt kamera, øde landskaber og en giftslange, så også ens puls kan mærke, at man ser film.