Green Room

Her er et godt råd: Hvis dit punkband inviteres til at spille i en afsidesliggende skov for en horde af nynazister, så start ikke med et cover af Dead Kennedys’ Nazi Punks Fuck Off. Det skaber en trykket stemning.

Det bliver ikke lettere for bandet The Ain’t Rights i denne horror-thriller, da de efter endt koncert opdager en knivdræbt kvinde i backstagelokalet, titlens Green Room. De låses inde i værelset og er nu fanget i en fæstning, der indeholder heroinkøkken og svastikaer.

Instruktør Jeremy Saulnier gennemvæder sine film i blod.

I den lidt for gakkede horror-stiløvelse Murder Party går det ud over en gruppe kunstnerspirer, mens den mere alvorstunge og stilsikre Blue Ruin udfolder et fængende hævndrama i én stor blodpøl.

Med Green Room viser Saulnier sig igen som talentfuld manuskriptforfatter, og særligt i det aflukkede rum orkestrerer han elegant et stigende spændingsniveau. Da døren brydes op, synes begejstringen for drab dog at kamme en kende over, så også historien lider.

Anton Yelchin, der 27 år gammel døde i juni, har hovedrollen som punkbandets bassist Pat. Med sine ludende skuldre synes han særligt velvalgt til rollen som hviskende punker, der pludselig må finde overlevelsesdriften frem, da nynazisterne banker på døren med daggerter.

Hårløse Patrick Stewart er skrækindjagende som leder af de forsorne skinheads. Han forsøger at agere kølig, men i virkeligheden er føreren blot en kolerisk gamling, der har ræsonneret sig frem til, at lig ikke kan sladre til politiet.

Yelchins Pat gennemgår en medrivende udvikling sammenlignet med de andre punkere, og for en gangs skyld lader Saulnier et bands bassist stjæle rampelyset. Man håber inderligt, at i hvert fald Pat får lov at overleve knivene, geværerne, glubske kamphunde og nynazisternes dårlige humør.