Hvorfor sulter jeg?

Sygdommen skinner ud af øjnene, men stemmen er stærk. 

Når Alina fortæller om sin anoreksi, giver ordene genklang. Hendes indre stemme tilhører dog anoreksien, og den er lydløs for os, men runger i den unge kvindes krop. 

I årevis har hun kæmpet mod den livsfarlige og stadig tabubelagte sygdom. DR3-serien Hvorfor sulter jeg? er hendes forsøg på at tage magten fra den stemme, som langsomt, men sikkert kan styre hende mod døden. 

Gennem et år har videojournalisten Siri Philippa Hollmèn Olesen fulgt Alina på tæt hold og ladet hende fortælle sin historie.

Alina er på papiret en almindelig kvinde med livet foran sig. Hun har en stærk familie i ryggen og en drøm om at leve af at skrive og hjælpe andre.

Alligevel har hun ladet sygdommen tage overhånd i hendes sind.

Grunden er – som Alina siger – at spiseforstyrrelsen gav hende en kontrol, som hun manglede. En måde at håndtere alt det svære og meningsløse i livet.

Alina kæmper også med en depression og dødsangst, der forkrøbler og formørker hendes tilværelse.

”Jeg lever et liv, og jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Det eneste, jeg ved, er, at det skal slutte på et tidspunkt. Det er meget skræmmende,” siger hun til kameraet en sen nattestund.

En skræmmende uvished og modløshed lyser ud af Alina, og dokumentaren er stærkest, når vi ser hende sidde nervøs og anspændt foran kameraet. Øjnene kan ikke finde fokus, men der er i hendes ord også en flig af håb, der endnu ikke helt har fået fodfæste, men som desperat forsøger.

Dokumentaren er vellavet og poetisk opbygget med scener, hvor Alina fortæller om sine tanker om sygdommen. Ordene dukker frem på skærmen, i takt med at vi i baggrunden ser Alina i forskellige positioner.

Det er en anderledes og ungdommelig fremstilling af et yderst alvorligt emne, og man kan næsten forestille sig Alina stå på en scene og læse ordene højt for et publikum.

De skinner igennem klart og tydeligt, som en solstribe i krystalklart vand.

Man kan mærke en tryghed mellem filmholdet og Alina. Hovedpersonen har virkelig følt, at hun kunne lukke dem og publikum ind i det mest private.

Der er en åben og ærlig tone i serien, men den skamfulde og hemmelighedsfulde Alina vil ikke vise sin vægt. Med nærmest barnlig stemme snakker hun tingene igennem med sin søster og leder efter et sted at finde grunden til sygdommen.

Det er ganske forfærdeligt, at ikke engang dem, der lider af anoreksi, ved hvorfor. Hvordan i alverden skal omverdenen så kunne forstå dem?

Emnet er blevet dækket i medierne mange gange. Både i Danmark og udlandet.

I 2019 dækkede Anders Agger det i Indefra med Anders Agger i et ubehageligt og rørende portræt, mens HBO-dokumentaren Thin fra 2006 følger en række kvinder i Florida, som alle kæmper med at deres forhold til mad.

Begge dokumentarer har det tilfælles, at mange af kvinderne var på randen af døden grundet deres sygdom. For mange af dem er der snart ingen vej tilbage.

Med Hvorfor sulter jeg? får vi et nyt indblik i en anoreksiramt pige, der kæmper mere med det psykiske end det fysiske.

Alina virker stålsat og siger selv: ”Det kan ikke blive ved. Jeg er nået til en skillevej, og det er nu eller aldrig.”

Men den flotte og ærlige dokumentar føles også uforløst, fordi Alinas to kæmpende stemmer fortsætter med at være i kamp til sidst. Det havde været godt, hvis man var blevet længere hos hende og nået frem til en afklaring.

Det ændrer dog ikke ved, at seriens fokus på Alina kaster et nødvendigt lys over en sygdom, som mange fejlagtigt tror blot kan løses ved at spise mere.