Hvidstengruppen II – De efterladte

Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen fortæller den heroiske og tragiske historie om den berømte jyske modstandsgruppe, der anført af familien Fiil fra Hvidstenkro er aktive under den tyske besættelse. 

Der bliver ikke sparet på patriotismen, særligt ikke den jyske, når der undervejs synges Jyden han æ stærk å sej. 

Hvidstengruppen er samtidig den første af Danmarks over 30 modstandsfilm, der foregår ude på landet og ikke i en mere eller mindre stor by med urban guerilla. 

Filmen blev i 2012 så stor en publikumssucces, at man vist roligt kan minde om, at den ender med mændenes henrettelse. Ti år senere begynder Hvidstengruppen II – De efterladte kun et par dage efter, da Bodil Jørgensens efterladte matriark, Gudrun Fiil, forgæves leder efter mændenes grave. 

I fiktionens verden varer Anden Verdenskrig for evigt. 

Kvinderne blev skånet døden, men enken Tulle Fiil og hendes lillesøster Gerda er dømt til tugthus i nazismens kvindefængsler syd for grænsen. 

Filmen følger deres rædsler fra fængsel til fængsel, mens vi synkront følger de overlevende hjemme på kroen i Hvidsten. Handlingen udspiller sig fra juli 1944 til befrielsen maj 1945, et lille år, hvor døden truer konstant. I galgen eller under guillotinen. Eller som offer for en af de mange følgesygdomme, mange bukkede under for i fangenskabets sidste vinter og vår. 

Filmen er helt i tråd med den gode tendens i mange bøger fra de senere år, der flytter fokus fra frihedskampens mænd til dens kvinder. Mødre, hustruer, kærester og søstre deltog også med livet som indsats. 

Hvor den første film fortæller om de farlige våbennedkastninger ude i den jyske provins, er den anden mere et fængselsdrama om overlevelse på trods. Den er realistisk og flamboyant, flot fotograferet med fængende optrin af den type, som præger internationale krigsfilm. 

Vi ser bombninger af Tysklands byer og fly, som beskyder de hvide busser med krigsfanger på vej til Danmark. 

Kvinderne oplever krigens rædsler med tørre tæsk på grænsen til tortur, tørst og hungersnød i en krigsførende nation på fatal retræte. Marie Bach-Hansen (Arvingerne og Hvide Sande) leverer som Tulle en prisværdig præstation som den seje kvinde, der vil genforenes med sit spædbarn hjemme på kroen. 

Lige så glimrende, nærmest scenestjælende, er Ellen Hillingsøe som den aristokratiske fange Monica Wichfeld, der gør modstand mod tyskerne med stilfuld arrogance og foragt. Og Bodil Jørgensen er som Gudrun Fiil igen hele Danmarks jydemor. 

Filmen har som den første en klang af klar kristen tro og en højlydt nationalistisk tone, hvor Jylland vitterligt er det danske hovedland. Men Norge kommer også med. Vi får endda en sangerdyst på vores og broderlandets nationalsange. 

Hvad der trækker gevaldigt ned i helhedsindtrykket, er – foruden de noget firkantede replikker – et gennemgående skurkagtigt billede af tyskere i almindelighed og de kvindelige tyske fangevogtere i særdeleshed. Med forbillede i Ilse – hunulven fra SS er de alle til hobe strikte sadister – søstersolidaritet er en by i Rusland. 

Med det fjendebillede kunne filmen lige så godt være drejet i 1945, hvor tyskerhadet var mere fordøjeligt. 

Filmens eneste gode tysker er en teenagesoldat, som har mistet sin familie. Danskerne er derimod alle – på nær en enkelt fedladen opportunist, der sælger flæsk til værnemagten – sympatisk fædrelandskærlige i sjæl og sind. 

Filmens sidste billeder er et hæmningsløst orgie af Dannebrogsflag, salmesang og andagtsfuld mindestund. 

Det er sikkert rigtigt og berettiget. 

Men fremstillingen virker for sentimental og salvelsesfuld i forhold til nutidens mere nuancerede syn på besættelsestiden. Det var ikke lutter danske helte, som sprang op og spændte bælte, og det er synd, at så flot en film skal tynges af ureflekteret tyskerhad og hæmningsløs nationalisme.