Charlatan

”De har behandlet Martin Bormann?” 

”Ja. Urinveje og nyresten.” 

Dette replikskifte om Adolf Hitlers privatsekretærs urinvejsproblemer optræder i Agnieszka Hollands film om den autentiske, tjekkiske plantehealer Jan Mikolášek. 

I filmens start anklages den ældre Jan Mikolášek for mord af de kommunistiske myndigheder, der har overtaget magten efter Anden Verdenskrig. Han og assistenten František Palko beskyldes for at have forgiftet to kommunister med urtete iblandet stryknin. 

Herefter klippes der mellem Jans snak med en fed, stalinistisk politimand – som han straks diagnosticerer som døende af forhøjet blodtryk – samtaler med forsvareren og endelig hans fortid. 

Filmen bliver et billede på Tjekkoslovakiets fortumlede historie som kastebold mellem ideologier og magthavere. 

Den unge Jan opdager sine healende hænder, da han som ung mand – hærget af et drab, han begik under Første Verdenskrig – lægger urter på sin søsters ben, der ellers skal amputeres på grund af koldbrand. Da hun senere ligger på operationsbordet, og kirurgen står med saven fremme og forbindingen tages af, er benet helet. 

Jan opsøger herefter en klog kone og lærer at læse urinen og hakke urten, og han begynder at heale patienter selv. Til stor fortrydelse for sin familie, der mener, at folk i byen snakker om de alternative behandlinger. Men som han siger: ”Jeg skal helbrede!” 

Den helbredende kraft – et mysterium i en ellers autentisk og realistisk film – har også destruktive kræfter. Den bliver en besættelse, og Jans hænder er både helende og ødelæggende for hans omgivelser. Og måske for ham selv. 

Han tager aldrig fejl i sine diagnoser, men han er også helt ligeglad med alt bortset fra, hvad urterne ser. Det er, som om der er en kraft i ham, der er dæmonisk og lægende, men som også er uden for hans egen kontrol. 

Således kører han midt under den ekstremt voldelige nazistiske besættelse af Tjekkoslovakiet med naziflag på bilen. Og da bemeldte Martin Bormann har ondt i skroget, læser han selvfølgelig hans urin. 

Da Jan forelsker sig i assistenten František, bliver det et kærligt, men også meget manipulerende og destruktivt forhold. For vil han også ofre kærligheden for helingen? Kan man ofre sin menneskelighed for at hele menneskeheden, synes filmen at spørge, mens retssagen udspiller sig og skylden skal fordeles. 

Charlatan er nøgternt filmet, men den har alligevel sin egen rå sanselighed. Der er meget pis i flaske, mange sporer og tråde af blod, der skal ses på i forstørrelsesglas. Der er en svælgen i kødet, koldbranden, i operationssår og opheling og tørrede urter – en præcision og interesse for det, filmen handler om. 

Ivan Trojan spiller tilbageholdt og magtfuldt den ældre Jan. Jo længere man kommer i fortællingen, jo mere ser man hans kræfters uforudsigelighed og hans potentielle vold. Og man bliver næsten vanvittig af at se den unge Jan, der spilles af Ivans Trojans søn, Josef. 

De to ligner djævelske kopier af hinanden. 

Men filmen har et centralt problem. Den hedder godt nok Charlatan, men nærer ingen tvivl til, at Mikolášek har ret. Mange scener går med at demonstrere, at manden er genial, og mange magthavere eller tvivlere overbevises med perfekte diagnoser. 

Der er gnistrende scener, hvor healingens kompromisløshed og hans hænders ondskab viser sig. Begge Trojan’er kan holde det indre mørke fanget og lade det sive ud. Men man dør lidt på filmens tro på urtens kraft. 

Hvis bare instruktøren havde arbejdet mere med tvivlen og gjort Jan mere tvetydig. Han bliver for meget et talerør for, ja, for hvad? Urterne? Verdensånden?