Hvad jeg lærte af en blæksprutte

Kan en blæksprutte være mentor for et menneske?

I den nyligt BAFTA-vindende og Oscar-nominerede dokumentarfilm My Octopus Teacher – som på dansk halvkedeligt hedder Hvad jeg lærte af en blæksprutte –er det nøjagtigt, hvad der sker.

Resultatet er en magisk, tårefremkaldende naturhistorie, som rammer sjæl, hjerne og sind.

For ti år siden lå dokumentaristen Craig Fosters liv i ruiner. Han følte sig udbrændt, arbejdslysten var væk, og især hans forhold til sønnen led under det.

Han begyndte at dykke i det kolde vand i False Bay, nær Cape Town i Sydafrika. Og hvor klichéfyldt det end lyder, ændrede hans liv sig for altid.

Ud af det blå dukkede en blæksprutte op.

Hun var nysgerrig og villig til at lade Craig Foster komme nær. Han vender tilbage hver eneste dag og besøger hendes lille hule, hvor han får et indblik i hendes hverdagsliv fyldt med skønhed og fare.

Over 300 dage udvikler forholdet mellem blæksprutten og manden sig overraskende intimt. Craig begynder nærmest at tænke som en blæksprutte og kunne hver dag ikke vente på at komme ud i vandet igen.

Men han traf samtidig en beslutning om, at blæksprutten ikke skulle være hans kæledyr. Derfor gav han den ikke et navn og valgte at respektere dyrets vilde natur.

Af samme grund må han ikke træde til, når en haj jagter den lille blæksprutte, som tydeligvis har ændret ham.

Blandingen af det personlige og professionelle i filmen – som er instrueret af Pippa Ehrlich og James Reed – gør dokumentaren lige dele følelsesfuld og ægte.

Forholdet til blæksprutten får Craig Foster til at genfinde sin livslyst og genskaber forholdet til hans unge søn, som selv er dykker og studerende inden for marinemiljøet.

Blækspruttens åbenhed lærer Craig at være åben over for andre mennesker. Og han får en forståelse for, hvordan mennesker kan interagere med naturen og dyrene i den.

Foster var i 2012 med til at starte The Sea Change Project, som blandt andet arbejder for at beskytte de tangskove, hvor han mødte blæksprutten.

Det er en fuldkommen sensorisk oplevelse at høre Craig Fosters beroligende stemme – arvtageren til David Attenborough er fundet – med orkestral baggrundsmusik, som flyder med de beroligende lyde af hav og undervandsliv.

Den berømte franske dokumentarist Jean Painlevé lavede i 1967 minidokumentaren The Love Life of the Octopus, som fokuserer på blæksprutters parringsritualer.

Men hvor Painlevés film fremstiller blæksprutter med klar objektivitet, formår Craig Foster at få andre til at forelske sig sammen med ham. I blæksprutten, men også i hele naturlivet.

Foster filmer blæksprutten, mens hun leger med en flok fisk. Der er samme glæde, som når en hund løber efter en bold, og det er utroligt rørende. Scenen afsluttes med, at mand og blæksprutte genkender hinanden og finder sammen i kærlig omfavnelse.

Det emmer af en sjælden form for respekt og forståelse mellem to forskellige arter. Man sidder til sidst i dokumentaren med tårer i øjnene, men også en varm fornemmelse.