Serieanmeldelse
28. okt. 2024
Hugo – Görings jødiske ven

Troels Lyby og Marie Askehave spiller Rothenberg-ægteparret, der trods jødeforfølgelsen under nazismen bevarer livsglæden.

Foto | DR

Hugo – Görings jødiske ven

Historien om jødiske Hugo Rothenberg og Nazitysklands antijødiske politik er en aktuel påmindelse om, at magthaverne i Danmark engang vendte det blinde øje til racismen.

Af Bo Tao Michaëlis

Den tyske forretningsmand Hugo Rothenberg blev i 1910 gift med danske Asta Meyer og slog sig ned i Danmark.

Begge tilhørte det, man på tysk kalder for Weihnachtsjuden, det vil sige sekulariserede kulturjøder, som kun kom i synagogen til højtider og betragtede sabbatten mere som en familiemiddag end et religiøst ritual.

Hugos livret var grisetæer, hvilket er alt andet end kosher. Han var en succesrig forretningsmand, en cigarrygende bonvivant, som færdedes hjemmevant i de brølende tyvere i mellemkrigstidens forlystelsessyge København.

Her møder han en ung tysk flyverhelt, Hermann Göring, spillefugl og playboy. Göring flytter ind hos Rothenberg, hvor han oven i købet kurtiserer en af døtrene. Siden går turen tilbage til Tyskland – og resten er en såre interessant historie.

Göring bliver topnazist, galopperende antisemit og Hitlers næstkommanderende. Men før han rejste tilbage, efterlod han et brev om, at skulle Hugo nogensinde få brug for hans hjælp, skulle han ikke tøve. Og det gjorde Hugo ej heller.

Göring, som indtil 1941 var iværksætteren af regimets antijødiske politik, kunne Hugo benytte sig af. Han blev mellemmand for jødiske organisationer i den hensigt at få så mange ud af Tyskland som muligt. Ikke mindst hans egen tyske familie.

Efter Wannsee-konferencen i 1942 med sin makabre ”endelige løsning”, den totale udryddelse af jøder, mistede Rothenberg enhver indflydelse.

Dette mærkværdige bekendtskab og mellemspil til holocaust skrev historikeren Bent Blüdikow i 1991 den stærkt inciterende og kritiske bog Som om de ikke eksisterede.

DR har med udgangspunkt i bogen og arkiver fra det Rothenberg’ske hjem drejet en ferm dramadokumentarisk serie under titlen Hugo – Görings jødiske ven, som over tre timer skildrer den tragiske og sælsomme sag. Fra november-pogromen i 1938 – af nazisterne kaldet for Krystalnatten – til afslutningen af Anden Verdenskrig.

Sammen med historikeren og fagkollegaen Therkel Stræde medvirker Bent Blüdikow selv som orienterende bindeled mellem de rekonstruerede tableauer, som skildrer det både spektakulære og sataniske venskab.

Blüdnikows fokus i sit værk fra 1991 er via Rothenberg at accentuere den udbredte antisemitisme i hele Europa. Hvilket gjorde, at mange flygtninge med et J for jøde i passet blev afvist ved grænsen – også for Danmarks vedkommende.

Selv havde Rothenberg en håndfuld pas, så han kunne rejse hvor som helst. Og ”takket” være Görings indflydelse kunne han både lave forretninger og tale jøders sag i Det Tredje Rige, indtil også han måtte flygte til Sverige i 1943.

Omgangen med Göring havde dog en fatal betingelse. Jøderne hjemme i Danmark måtte ikke kritisere nationalsocialismens antisemitiske politik.

I første afsnit af Hugo – Görings jødiske ven er det først og fremmest den bratte opvågning til nazismens terroristiske antisemitisme, nemlig Krystalnatten den 9. november 1938. På en nat går det op for det assimilerede jødiske ægtepar, at deres etnicitet er livsfarlig, ja, dødsdømt syd for grænsen.

Troels Lyby og Marie Askehave agerer fint det i bund og grund livsglade Rothenberg-ægteskab. Jacob Lohmann er en meget glat og galant Hermann Göring. Kulisserne illuderer tilfredsstillende historisk tid.

Et veterantog på et smalspor er nok ikke helt i samme klasse som datidens Berliner-ekspres mellem Danmark og Tyskland.

Men frem for alt er serien en aktuel påmindelse om, at antisemitisme engang var en tolereret holdning. At Hitlers Tyskland ikke var så langt væk fra Danmark. Både kongehuset, adlen og borgerskabet besøgte og gjorde forretninger med det store naborige. Hvis intolerance, racisme og despoti man stiltiende levede med som en diplomatisk naturlighed.

På den måde er Hugo – Görings jødiske ven tv til tiden.

Titel:
Hugo – Görings jødiske ven

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Louis Elass Meyer

Tilrettelægger:
Alexander Jakobsen, Lise Langmach, Kåre Bjerglund

Manuskript:
Kåre Bjerglund, Sine Ivic

Medvirkende:
Troels Lyby, Jacob Lohmann, Marie Askehave, Benjamin Kitter

Spilletid:
Tre afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
3. november på DR1 og DRTV

Relevante artikler

Serieanmeldelse
21. maj 2024
Grundtvig

Grundtvig

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro