Hotel Transylvania 3: Monsterferie

I Genndy Tartakovskys charmerende komedie Hotel Transylvania fra 2012 gjorde vi bekendtskab med vampyren Dracula, der på sit hotel ønsker at give morbide monstre en pause fra den til tider stressende hverdag. 

Det blev til en fortsættelse i 2015, og nu er Dracula og hans skøre monsterslæng endnu engang tilbage på det store lærred i den tredje animationsfilm om den verdenskendte vampyr, der i virkeligheden ikke er så frygtindgydende, som hugtænderne ellers antyder. 

Dracula er begyndt at virke en smule tvær og trist, og datteren Mavis planlægger derfor en fælles familieferie på et stort monster-cruise, hvor Dracula også får mulighed for at slappe af. 

På skibet falder Dracula pladask for den smukke menneskekaptajn Ericka, som også virker til at være interesseret i ham. 

Men er Erickas intentioner nu også så rene, som de ser ud til? Hun tilhører nemlig Van Helsing-slægten, der historisk har forsøgt at tilintetgøre Dracula. 

Filmens komik baserer sig i høj grad på en lang række falden-på-halen-vittigheder, som kontinuerligt afløser hinanden. Kaffe bliver spildt på låret, tæer bliver kørt over, og fingre bliver spist. 

Det har den effekt, at vi hurtigt bliver mættet og immune over for de mange numre, som ikke er specielt originale. Scenerne bliver også trukket til det yderste. Som da Dracula i eufori over kærligheden til Ericka danser rundt på skibet – uvidende om Van Helsing-familiens forsøg på at dræbe ham. Imens bliver hans ven, slimbolden, som er ved hans side, offer for både skud fra strømpistoler og en båd, der bliver smadret i hovedet på ham. 

Til gengæld ligger der megen charme og humor i festfyrværkeriet af fantasifigurer, som er yderst kreativt animeret. Der er næsten for mange karakterer, og de kommer ikke alle lige meget i spil. Men det ser man gerne gennem fingre med, når monsterfigurerne har så mange finurlige detaljer. 

Et skellet sluger aftensmadsbuffeten, som ryger direkte gennem kroppen. Udtryksløse fisk styrer mekanisk de forskellige poster på cruiseskibet. Dracula og mosterfamilien begiver sig flere gange af sted i snorlige formationer, hvor deres lange tynde ben med gigantskridt bevæger sig synkront fremad. 

Det er særdeles humoristisk. 

Der er ikke meget bid i Dracula, som er en omsorgsfuld familiefar, og man føler med staklen, der desperat søger kærligheden. Adam Sandler lægger på humoristisk vis stemme til Dracula i den amerikanske version, og Niels Ellegaard gør ham kunsten efter som den danske stemme til den uskyldige vampyr med tyk accent. 

Flere af bifigurerne har også morsomme karaktertræk og muntre historier. Frankenstein har et gambling-problem, der bogstavelig talt koster ham hænderne, Mavis’ menneskemand er en backpacker og hippietype, som tror på positive energier. 

Filmen lider bestemt ikke under af at være den tredje i rækken, men oser af fortælleglæde. 

Hotel Transylvania 3: Monsterferie er fjollet og larmende, men bag humoren gemmer der sig også et vigtigt og hjertevarmt budskab, som præsenteres gennem en fest af farver og finurlige figurer. Trods forskelle er vi alle ens på bunden, og vi bør stoppe med at bekæmpe hinanden, for gennem kærlighed kommer vi længst.