Hotel Romantik

Hvis man synes, at der er noget magisk over det idylliske bjerghotel Schatzalp i den mondæne skisportsby Davos, hvor DR’s datingprogram for seniorer foregår, er man ved at få færten af noget tiltrækkende. 

For det er det selvsamme hotel, som forfatteren Thomas Mann – hvis fødsel for 150 år siden højtideligholdes i år – brugte som ramme om fortællingen i sin udødelige roman Trolddomsbjerget. 

At denne dannede detalje ikke er med i serien, må være et bevidst forsøg på at være en tand ekstrafolkelig og bred. Ligesom da produktionsselskabet Woestijnvis, som holder til i den flamske del af Belgien, omskrev den flamske originaltitel Hotel Romantiek til Hotel Römantiek – med tysk Umlauts-ö – for at få den til at virke mere kitschet og lige så schageragtig som et tyrolerhotel. 

Hotel Romantik er sjovt nok alt andet end kitsch og røvballemusik i forsamlingshuset. Serien er slet ikke den omgang åreknuderally – det kaldte frække teenagere engang danseaftener for ”de unge på 60” – som det giver sig ud for at være. 

Der er ikke meget dansktop over historien om, hvordan de ældre mennesker finder kærligheden. Eller prøver på det. Hotel Romantik er snarere seriøst, dybt, rørende, vedkommende, ordentligt, fint, sødt, og ja, smukt tv. Det er til tider også sørgeligt, for det er livet, ikke mindst når længslen efter kærligheden og parløbet fylder meget. 

Ti mænd og ni kvinder er blevet fløjet til Schweiz til det smukke hotel, hvor de indlogeres i eneværelser. Derefter begynder det, man måske kunne kalde højskolerejsen. 

Alle de kendte dynamikker melder sig, når man skal lære andre i en gruppe at kende. Dem, man falder for i begyndelsen, er, næsten med garanti, ikke dem, man ender med at ville være sammen med. 

Distanceblænderne falder som dominobrikker, imens de substantielle sjæle springer langsomt ud. Livshistorierne formeligt vælter ud af pensionisterne i de mange møder mellem deltagerne, i de fine solointerviews, i herre- og damegruppernes interne kamp om hakkeordener og i de sjældne ture til mumsehytten, hvor man kan kissemisse alene. 

”Der er 80 procent af det levede liv i rygsækken. Nu skal de sidste tyve være gode,” som en deltager siger. 

Ryksækkene er fulde af børnehjem, selvmordsforsøg, gældstyngede hverdage, skilsmisser, cancer, død og ødelæggelse. Det er næsten, som om de trafikdræbte børn, de spritnye knæ og de komplet håbløse ekskoner står til alle sider. Men i virkeligheden er der ikke så meget nag. 

Det gennemgående i fortællingerne er en dyb og autentisk livsrefleksion. Som da en af mændene fortæller, at han nok ikke gav sine koner nok opmærksomhed. Eller som da en anden siger, at han nok altid var for bange for at blive forladt og derfor endte som halvpromiskuøs. 

Men nu er de klar, og det kan man mærke. De er på den ene side modige og forstår på den anden, at der skal kompromiser til. 

Deltagerne skal undervejs ud i quizzer og øvelser. Nogle af dem er sjove. En nervøs seniordater får en øresnegl i øret, så de to værter – ægteparret Sofie Linde og Joakim Ingversen, som er fermt afvæbnende og sødt inspirerende – kan sufflere ham. Et andet sted skal der synges karaoke. Eller også skal man ud og køre med partybus eller gå i spa. 

Vi er længe blevet fodret med repræsentation af minoriteter i alle seksuelle afskygninger og hudfarver. Her er det repræsentationen af den enorme gruppe af almindelige, gamle danskere, der gør det hele til unikt tv. 

Og netop alderen gør, at det ikke kommer til at handle om at jagte en tro på en lykkeligere fremtid og puste et gyldent håb kunstigt op, men om, at det er det allerede levede liv omsider får plads. 

Det er faktisk efterhånden ret sjældent, at man som helt almindeligt menneske ser tv, der giver indblik i, hvordan andre helt almindelige menneskers helt almindelige menneskeliv ser helt almindelige ud. 

DR afliver på den måde formatets forlorenhed med ægthed og autenticitet. Og det er dét, der skal ske i DR’s public service-tænkning, hvis man skal bare begynde at forholde sig til den som et parameter igen. Det handler pludselig igen om ”os”, som vi er flest. 

Det er simpelthen skønt fjernsyn. Fuld af tro, fuld af håb og fuld af kærlighed. Men størst af dem er kærligheden.