Hjem

Det er efterhånden blevet hverdagskost, at de animationsfilm, der rammer biografen, er flotte og velproducerede. Det gælder også for Hjem, som er skabt med det nyeste af det nye inden for animationsteknologi.

Men når man har sundet sig oven på benovelsen over teknologi og effekter, punkteres filmoplevelsen til et halvkedeligt og overmoraliserende rum-eventyr.

Her i det ydre rum møder vi de små, lilla, bangebukse-agtige rumvæsner Bøverne. De må flygte fra deres planet, og lederen Kaptajn Smek (Christian Damsgaard) udser sig Jorden som deres nye hjem. Og med deres overlegne teknologi erobrer de let planeten og forflytter hele menneskeheden til en kæmpelejr i Australien.

Men den nyfundne fred varer ikke længe.

For den fjollede og meget uheldige Bøv Oh (Caspar Philipsen) sender ved en fejl en housewarming-invitation til deres brutale ærkefjender, Gorgerne. Rivalerne sætter straks kursen mod Jorden med ét mål: total destruktion!

Oh må flygte for sit liv og render ind i menneskepigen Tip (Sasia Mølgaard), der desperat forsøger at finde sin mor (Cecilie Stenspil). Sammen begiver de sig ud på en farlig rejse i håbet om genforening og om at redde Jorden.

Filmen er et gumpetungt, men dog sympatisk forsøg på at prædike forståelse mellem kulturer. Oh og Tip deler en fælles skæbne som emigranter – Oh kommer fra det ydre rum, mens Tip er flyttet til USA fra Barbados med sin mor. Og de forstår hinandens problemer med at passe ind.

Men Hjem er for pædagogisk – faktisk på grænsen til det belærende – til, at pointerne om at være outsider og om at høre til smager spiseligt.

Størsteparten af Hjem udspiller sig mellem Tip og Oh på deres vilde roadtrip i en flyvende bil, der bruger slush-ice som brændstof, mens et intetsigende Rihanna-soundtrack bare kører som baggrundsstøj.

Dynamikken mellem det umage par er god, og filmen er afgjort bedst, når de to kommer i problemer skulder ved skulder – især når de ødelægger ting. Paris, der bliver hærget af et svævende Eiffeltårn, er det action-mættede og visuelt veludførte højdepunkt.

Men Hjem udnytter heller ikke det enorme komiske potentiale i Bøvernes møde med os homo sapiens og vores menneskeskabte genstande. Det bliver ved halvkedelige misforståelser om anvendeligheden af en føntørrer eller en fodbold.

Den dybere konflikt mellem mennesker og Bøver er for hurtigt overstået. Og den morale, som karaktererne tager med sig i processen, fremstår simpelthen for tandløs og forudsigelig.

I det hele taget får den erfarne animationsinstruktør Tim Johnson (Antz og Over hækken) slet ikke nok ud af mødet med det fremmede.

Bøvernes vingummi-udseende er nuttet, men bærer gennemskueligt præg af at være designet til at blive gangbart merchandise. Og deres fjolle-gebrokne menneskesprog (”jeg værer ked af det”) virker slet ikke efter de komiske hensigter – i hvert fald ikke med de danske stemmer, hvor det mest lyder som doven replikoplæsning.

Det er ellers ikke, fordi figurerne og universet slet ikke virker. Sidste år dukkede Bøverne nemlig op for første gang i en fire minutter lang kortfilm i forbindelse med Hr. Peabody & Sherman. Den meget korte historie handler om deres forgæves forsøg på at finde et nyt hjem, og den er tætpakket med veloplagt og charmerende action.

Desværre fordamper kortfilmens energi i løbet af spillefilmens ekstra 90 minutter.

Hjem er DreamWorks’ eneste spillefilm i år. 2016 har simpelthen bare at blive et stærkt comeback-år!