Harpiks

Harpiks er baseret på en roman af Ane Riel, og det foruroligende studie af en familie på kanten af samfundet passer smukt ind i en lille, men langsomt voksende undergenre af film om eremitforældre og deres børn.

Den er beslægtet med Yorgos Lanthimos’ geniale, sorte komedie Dogtooth, hvor en far holder sine tre voksne børn indespærret i en luksuriøs villa og bevidst misinformerer dem om verden udenfor.

Der er også det selvtilfredse komediedrama Captain Fantastic, hvor Viggo Mortensens marxistiske patriark opdrager et kuld på seks med en stringent diæt bestående af overlevelsesforberedelse og Noam Chomsky i det nordvestlige USA.

Og hvis man går lidt tilbage, kunne man endda argumentere for, at Rolf de Heers vanvidslignelse Bad Boy Bubby fra 1993 er en stamfader til undergenren.

Ligesom de film har Harpiks – den tredje af newzealandsk-fødte, men i Danmark boende Daniel Borgman efter At elske Pia og The Weight of Elephants – et tvetydigt syn på historiens centrale patriark.

Peter Plaugborgs familiefar Jens er en afsporet idealist, der desperat forsøger at beskytte sine børn imod en verden, han betragter som korrupt og farlig. Men han er også en kontrolfreak, fordrejet af isolation og vanvid. I filmens prolog forfalsker han sit barns død, så han og konen Maria (Sofie Gråbøl, praktisk talt begravet i en absurd tykdragt) kan opfostre lille Liv alene i de dybeste skove på en dansk ø.

Som heltinden i et eventyr eller måske en Rousseau-inspireret, romantisk fantasi vokser Liv (trettenårige Vivelill Søgaard Holm) vildt og frit op. Hun er en snusket drengepige i en strimlet sweater, uhæmmet som en sommerfugl eller en faun.

Selv om Jens advarer hende om aldrig at blive set af de outsidere, der af og til nærmer sig, kan hun ikke lade være med at undersøge den lokale bartenders (Amanda Collin) hjem og samle ejendele, der for Liv er lige så fortryllende som magiske lanterner eller en begravet guldskat.

Selvfølgelig falder det hele sammen og leder til død og ødelæggelse.

Jens kan ikke være almægtig for evigt i det ondsindede paradis. Det bliver særligt svært, når en person fra hans fortid dukker op og spiller slangen, der tilbyder en forståelse af godt og ondt for Liv.

Den faldne, materielle verdens råddenskab sniger sig uundgåeligt ind i den isolerede hjemgård på trods af Jens’ forsøg på at forsegle sin lille familie i titlens harpiks.

Familiens situation er ganske ukonventionel, men fortælles ret traditionelt gennem Livs hviskende, halvpoetiske fortællerstemme. Hun guider os gennem handlingen og forklarer, hvad der sker, hvis publikum på bagerste række skulle være faldet i søvn under de lange sekvenser med hende, der vandrer igennem den solfyldte skov i et antræk, som ligner en hjemmespunden version af et Jeanne d’Arc-kostume.

De kedelige passager forstærker indtrykket af, at den gotiske fabel havde fungeret bedre som kortfilm, men folkene bag filmen har øjensynligt vurderet, at der var mere kommercielt potentiale, hvis den blev pustet op til en spillefilm.

Der er ikke rigtigt noget at lære af den svedige, underligt klaustrofobiske udforskning af en dysfunktionel familie.

Stakkels Gråbøl i sit kostume er næsten fuldstændigt spildt og efterlader Vivelill Søgaard Holm, Peter Plaugborg og senere Ghita Nørby som den mystiske, ubudne gæst til at trække det tunge læs. Holms elveragtige træk og talent for fotogen stilstand gør Liv intenst seværdig, men Jens er et monotont studie i manisk intensitet, der spilles igen og igen uden megen variation.

Som i sine tidligere film viser Daniel Borgman en smag for det bizarre og en fornemmelse for landskab, men hans statiske tilgang til historiefortælling er i sig selv harpiksagtig, langsom og ikke just tilfredsstillende.