Hale County This Morning, This Evening

Da fotografen RaMell Ross i en periode arbejdede som basketballtræner, medbragte han som sædvanlig sit kamera for at dokumentere, hvad han så. Men miljøet i og omkring basketballklubben i Hale County i sydstaten Alabama gav ham inspiration til mere end blot en fotoserie. 

Det blev startskuddet til Ross’ første dokumentarfilm, en vellykket og poetisk skildring af livet for den sorte befolkning i den amerikanske delstat Alabama. 

Filmen, der har fået titlen Hale County This Morning, This Evening, er et originalt værk, der adskiller sig fra typiske dokumentarfilm om afroamerikanere, som kæmper for et bedre liv i et land præget af racisme og ulighed. 

Forfriskende fokuserer RaMell Ross på det trivielle og almindelige.

Vi ser fødsler, begravelser, omstrejfende rollinger, fremtidsorienterede teenagere og folk, som tager til og fra kirke, og andre fællesaktiviteter i et søvnigt hjørne af USA. 

Kort sagt små øjeblikke af livet. 

Samtidig benytter Ross sig af time-lapses, og vi ser tidens gang i skikkelse af stjernehimlen, der farer forbi og forandrer sig oven over kvarterets udendørs basket-bane. 

Hvordan undgår man at sætte mennesker i bås? spørger Ross undervejs i dokumentaren. Hvordan opnår man mest ærlighed, kunne han også have spurgt. 

Svaret synes at ligge et sted i de godt 70 minutter, hvor RaMell Ross med sikker hånd agerer fluen på væggen i Hale County. De mange forskellige sekvenser af dagligdagen er en hyldest til borgernes ganske tilforladelige tilværelser og danner sammen en mosaik af livet i Sydstaternes USA. 

Det føles virkeligt, det føles ærligt. 

Når filmen er stærkest, vækker den mindelser om Cameraperson, som er fotografen Kirsten Johnsons erindringsfilm bestående af fraklip og råmateriale fra hele hendes karriere som dokumentarfotograf. 

Ross deler Johnsons idé om at finde helheden i livets fragmenter. 

I store dele af filmen følger Ross ikke tidens trend om en fængende handling, der ellers virker som klister på skærmene rundt om i Netflix-generationens mange hjem. 

Det er et modigt valg, og er det mon derfor, at Ross synes at vakle lidt undervejs? 

Iblandt de drømmende og poetiske billeder stifter vi nemlig sporadisk bekendtskab med to unge mænd. Quincy skal snart være far til tvillinger, mens Daniel studerer på Selma University, der blev stiftet før borgerrettighedsbevægelsen i 1964, som udmundede i flere rettigheder og bedre forhold til sorte i USA. 

I de afsnit af filmen, hvor Ross panorerer væk fra det impressionistiske og i stedet zoomer ind på hovedpersonerne, siver energien og poesien ud af filmen. 

Det er paradoksalt, at en dokumentar kan kritiseres for at ville fortælle en historie fra det virkelige liv, men det virker malplaceret pludselig at skulle forholde sig til et menneske, efter at filmen har brugt kaskader af drømmende sekvenser på at opbygge en særligt poetisk fortælling om, hvad det vil sige at være afroamerikaner i USA. 

Quincy og Daniels historier er desværre ikke interessante nok til at berettige det pludselige genreskift. 

Heldigvis holder dokumentaren sig mestendels fra det konventionelle og fanger i nogle sekvenser suverænt essensen af menneskets grundfølelser: Lykke og sorg. En grædende nyfødt i hænderne på en jordemoder. Et hvilested i jorden til en kiste så stor som en skotøjsæske. 

Den slags dokumentarisme kræver grundighed, tid og frem for alt talent. Lad os derfor håbe, at det ikke er sidste gang, at fotografen RaMell Ross prøver kræfter med instruktørfaget.