Biografanmeldelse
23. nov. 2019
Gud være lovet
En grufuld pædofili-sag mod en katolsk præst i Lyon begynder at rulle, da en voksen mand, som selv blev misbrugt som barn, opsøger andre mulige ofre fra fortiden. Foto | Jean-Claude Moireau

Gud være lovet

François Ozon når med en overraskende nedtonet stil ind i hjertet af en katolsk pædofili-skandale, der er brændende aktuel.

Af Wendy Ide

François Ozon er en filmskaber med stil – også selv om han ofte skifter den ud med en anden.

Dobbelt begær er fremturende i al sin Brian De Palma-frækhed, Frantz var båret af nøgtern elegance, og mange af den franske instruktørs film – som 8 kvinder og Swimming Pool – er fulde af ondskabsfulde, Hitchcock’ske farefornemmelser.

Men stilen – skælmsk, omskiftelig, altid synlig – er en fællesnævner.

Derfor vil Ozons seneste måske overraske fans af hans normalt så legesyge værker. I Gud være lovet er han nemlig trådt til side for den autentiske historie om en katolsk pædofili-skandale i Lyon.

Filmen er sober, ligefrem og totalt ukunstlet. Her er hverken den fjantethed, der ofte bobler lystigt under overfladen i Ozons film, eller noget forstyrrende forsøg på at skabe kunstig spænding. Og modsat den amerikanske Oscar-vinder Spotlight er her ingen reelle trusler i nutiden, intet katten-efter-musen-spil med kirkens åleglatte magthavere.

Gud være lovet er et uforfærdet værk, som engagerende opruller en skandalesag, der stadig verserede under optagelserne. Og her tjener manglen på en markeret stil filmen godt, fordi den retter opmærksomheden mod de konsekvent fremragende skuespilpræstationer.

Melvil Poupaud demonstrerer intelligens og mådehold i rollen som Alexandre, det nu voksne offer, der griber til handling for at beskytte andre børn mod samme skæbne.

Alexandre har et stærkt fundament i form af en støttende hustru og fem kærlige børn. Og så har han sin katolske tro i behold.

Som han forklarer, er han snarere motiveret af sin kærlighed til kirken som institution end af et behov for oprejsning, da han begynder at udveksle breve med kirkens embedsmænd. I brevene redegør han udførligt for sine anklager mod Fader Preynat, den pædofile præst, der ødelagde hans barndom.

Disse breve læses højt i begyndelsen af filmen som en lidt tør indgang til historien. Alexandre tilbydes et møde med Preynat, men ingen undskyldning. En audiens med kardinalen er heller ikke specielt tilfredsstillende. Så han begynder i stedet at opsøge andre mænd, der kan være blevet misbrugt af præsten – og opdager hurtigt, at der er mange af dem.

For en af disse, François (Denis Ménochet), er fortidens misbrug et overstået kapitel, det ikke nytter at grave frem igen. Han skifter mening, da han erfarer, at Preynat stadig arbejder med børn og er med til at oprette en lobbyorganisation og en hjemmeside, der kan støtte andre ofre.

Swann Arlaud spiller den mest ødelagte af de tre. Emmanuel er arbejdsløs og håbløst skadet efter et helt livs usunde forhold. Han kaster sig så hovedkulds ind i kampen for retfærdighed, at vi aner, at han klamrer sig til sagen, fordi den er det eneste, der kan give hans kaotiske liv mening.

Ozons tilgang er omhyggeligt respektfuld og gennemført prosaisk. Manuel Dacosses kamera er nærmest dokumentarisk i dets klarsynede effektivitet, og filmen var da også oprindeligt tænkt som en dokumentar.

Men der er virkelig ikke noget oplagt match mellem kunstner og emne, og den næsten distancerede tilgang gør også, at filmen kan føles lidt mat. Det bliver ikke bedre af en spilletid på over to timer, hvor handlingen visse steder slæber sig af sted.

Instruktøren holder sig på armslængde af sine karakterer for at sikre dem en vis værdighed og for at foregribe enhver anklage om dramatisk manipulation. Men det betyder også, at hans film savner den hjertegribende potens, der nogle gange bærer film om børnemisbrug.

Alligevel opnår Ozon noget, man alt for sjældent ser på film, der ofte tæmmes af alenlange udviklings- og efterredigeringsfaser. Med insisterende nærvær når Gud være lovet helt ind i hjertet af en historie, der stadig udspiller sig. Det er et brændende aktuelt værk!

Titel:
Gud være lovet

Originaltitel:
Grâce à Dieu

Land:
Frankrig, Belgien

År:
2018

Instruktør:
François Ozon

Manuskript:
François Ozon

Medvirkende:
Melvil Poupaud, Denis Ménochet, Swann Arlaud

Spilletid:
137 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
28. november

Relevante artikler

Biografanmeldelse
07. feb. 2018
Dobbelt begær

Dobbelt begær

Biografanmeldelse
30. mar. 2017
Frantz

Frantz

Top 5
07. juli 2014
François Ozon

Top 5: François Ozon

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten