Dobbelt begær

Det er en genial titel, den danske distributør af L’amant double (ordret: Den dobbelte elsker) har fundet på. Begær rimer på lummer B-thriller med bryster og blod. Tænk Farligt begær, Iskoldt begær og Grænseløst begær. Dobbelt rimer på dobbeltgænger. Selvfølgelig.

Og har man blot de ting i søgeren, vil man formentlig blive behageligt overrasket. For instruktøren hedder François Ozon, og han er iskold over for seksualpolitisk korrekthed, fascineret af perversitetens deforme tilskikkelser og en kåd dyrker af camp og elegante filmreferencer.

Her er dobbelt op på det hele. For ikke at tale om enæggede psykiatere med højglanspolerede dørskilte – man er vel for pokker franskmand af det bedre borgerskab.

Chloé (Marine Vacth, kendt fra Ozons Ung og smuk) er kvinden i midten. Og sjældent kan ”midten” læses mere bogstaveligt end her, symmetrisk flankeret, som hun er, af moderne kunst i Palais de Tokyo det ene øjeblik, af parisiske spejlinteriører det næste og efter nogle psykiatriske svinkeærinder af to virile tvillingebrødre.

Den ene, Louis (Jérémie Renier), er leverandør af sadomasochistiske ydelser og fantasier. Den anden, Paul (Jérémie Renier med briller), lægger uselvisk røv til Chloés egne eksperimenter. Indimellem gør de to brødre det med hinanden. Hun er i øvrigt kæreste med den ene.

Ja, det er en ret ublu flm.

Faktisk er det allerførste billede en vaginalundersøgelse i ultra closeup, og man afslører ikke for meget ved at sige, at fostre spiller en væsentlig rolle både fysisk og psykisk.

Der er erindringsglimt af Alien og Rosemary’s baby, af David Cronenberg og Brian De Palma, af Paul Verhoeven, Orson Welles, italiensk sexploitation og dårlige tv-gysere om onde katte (hvorfor katte? Bare fordi!). I tilgift får vi scenografier af en anden verden, når Chloé hiver os midt ind i moderne installationskunst af den slags, der taler til både wow- og bvadr-sansen.

Det er kort sagt ikke prisvinderen François Ozon i alvorsfuld sort-hvid (som i hans seneste film, periodesansningen Frantz), vi møder, men den erotiske thriller-legeonkel bag film som Swimming Pool og Criminal Lovers. Ozon leger med split-screen, overblændinger, dubleringer på alle tænkelige niveauer, og hele projektet oser af legesyge og genrekærlighed.

Alt dette ser, sanser og værdsætter jeg. Men lige så ekvilibristisk og bevidst hævet over dårlig smag Dobbelt begær er, lige så trættende er der dele af den, der bliver i længden.

Det er et gammelt trick at blande fantasi og virkelighed med drømmeindlejringer. Ikke mindst er det visuelt frisættende, og Ozon laver nogle kodylt fucked up metastaser i den verden, vi kender. Men trickets hyppige gentagelse bliver en akilleshæl. Indlevelsen har en tendens til at skride, når man tilpas mange gange bliver kastet fra realitetsplan til fantasi/drøm/psykose og tilbage igen.

Det mash-up fungerede til ug i Darren Aronofskys Black Swan og – lidt mere fortænkt, men endnu mere frapperende – i samme instruktørs febermareridt mother!

Forskellen mellem Aronofsky og Ozon er ikke i smag eller teknik, men snarere i fortællermæssig sammenhængskraft. Ozon har baseret Dobbelt begær på en roman af Joyce Carol Oates. Jeg har ikke læst bogen, men sad under visningen af Dobbelt begær og havde en følelse af, at flere handlingsspor oprindeligt havde været længere og nu mest var med, fordi der var nogle fede personager (ikke mindst Jacqueline Bisset som te-værtinde fra helvede).

Black Swan og mother! er naturligvis også rent tematisk nære søskende til Dobbelt begær, om end begge Aronofskys film – med en metafor fra filmen – ville æde Ozons til morgenmad.

Men den kan stadig anbefales, så længe du ikke inviterer psykologbekendte eller gravide kærester med i biffen.