I en række grynede smalfilmoptagelser fra et offentligt toilet har en mand sex med forskellige mænd. Optagelserne viser sig at være bevismateriale i en retssag. Hans Hoffmann (Franz Rogowski) bliver idømt to år efter paragraf 175 i den tyske straffelov for homoseksualitet.
Han ankommer til et trist fængsel med rutiner som arbejde ved symaskinen og gåture i fængselsgården. Men Hans bliver smidt i hullet, fordi han ikke vil finde sig i noget. Det står hurtigt klart, at han har været der mange gange før.
Han nikker til en gammel kending fra køkkenet, livstidsfangen Viktor (Georg Friedrich). Det er kuldslået, koldt, trist og homofobisk, men det mest chokerende er, at prologen foregår i 1968, der ellers er lig med den store frihed.
Herefter viser filmen Hans gennem forskellige fængslinger i 1945, 1957 og 1968. Lige efter Anden Verdenskrig kommer han for første gang i celle med drabsmanden Viktor, der hader paragraf 175’ere og tæver Hans.
Men da Viktor ser den nyankomnes arm med en tatovering fra kz-lejren, tilbyder han alligevel at lave en ny tatovering, der dækker tallet. Hans er gået direkte fra kz-lejren til fængslet – for homoseksuelle er der ingen forskel mellem Nazi-Tyskland og det nye, demokratiske Vesttyskland.
Viktor vendte hjem fra krigen, fandt sin kone i seng med en anden og dræbte ham. Hans prøver at holde kærligheden i live med to forskellige mænd, som han elsker og er blevet arresteret sammen med, men som ikke kan holde til fængslets langsomt knusende maskine.
Imens glider Viktor mere ned i tristessen, ensomheden og narkomanien. Kun Hans holder sig selv i gang, fordi ”de ikke har ret til det” – og langsomt nærmer Hans og Viktor sig hinanden.
To hårde mænd med et hårdt skæbnefællesskab, brudt af små sprækker af ømhed, en berøring, et par øjne fulde af varme.
Grosse Freiheit er en langsom og helt nedbarberet film. Der siges ikke meget. Ømhed og kærlighed kan ikke vises, fordi det er forbudt i fængslet, hvor man ikke har ret til sin egen krop, der hele tiden kan visiteres, overvåges og tæves.
Hvis man viser sin kærlighed, kan man blive knust.
Fængslet er en fattig og kropslig verden, hvor kroppene er beskidte. Tatoveringerne laves med spyt og kul, slagene falder hårdt og kort. Der ryges uendeligt og hele tiden.
At rulle en smøg ud af bibelpapir og suge længe er et herligt lille helle. Tændstikker kan være livsnødvendige, og en grøn pakke smøger får stor betydning i en ellers næsten rekvisitløs verden.
Det er en film, hvor der spilles med kroppene: Franz Rogowskis benede krop, Georg Friedrichs tunge, narkohærgede krop, og Hans’ unge elskeres sarte ansigter og bløde kroppe.
Franz Rogowski er som altid god og underspillet, stålsat og snøvlende uden at give meget væk. Georg Friedrich er kantet og voldsom, men også varm og generøs.
Det er en nøgent fortalt kærlighedsfilm. Eller snarere ømhedsfilm, for hvad bliver der af kærligheden, som vi ser i små indstik af en pastelfarvet smalfilm med Hans’ elsker, når verden ikke giver plads til den slags?
Måske venskabet.
En arm om en ven, at ligge i ske. At holde om en vens nakke, mens han brækker narkoabstinenserne ned i lokummet. At have en ven at dele erfaringer med.
Filmen lægger sig fint i feltet af fængselsfilm og er langt mindre sentimental og på alle måder hårdere end klassikeren En verden udenfor.
Men den er også en venskabsfilm og på sin egen måde hjertevarm. Slutningen er overraskende, næsten en overstadig lille ballet.
Grosse Freiheit handler ikke så meget om de store friheder, men om de små ømheder i en verden, hvor befrielsen ikke kom alle til gode. Også i Danmark var homoseksuelle jaget vildt langt op i 60’erne.
