Greven af Monte Cristo

Greven af Monte Cristo skrev Alexandre Dumas og sine medarbejdere fra 1844 til 1846 samtidig med bøgerne om De tre musketerer.

Romanen om den enfoldige sømand Edmond Dantès’ forvandling via fængsel i femten år til den noble, men kyniske hævner er litterært både en genistreg og et sjuskearbejde.

Bogen er betagende genial med sit raffinerede hævntogt på at ramme sine ofre indirekte. Dens galante kærlighedshistorie med håbløs adskillelse og bittert gensyn mellem Dantès og Mercédès gør den til et romantisk mesterværk.

Men med sit klichéprægede og gentagende sprog, der bidrager meget lidt til handlingens flow, og sine plotmæssige forgreninger, der fører ingen vegne hen, er romanen også mere monstrøs end meningsgivende.

Selv om Dumas’ motto for alle sin prægtige romaner var action et amour – drama og kærlighed – er der ret beset meget lidt af begge i Greven af Monte Cristo.

Derfor er det typisk for de fleste filmatiseringer af den udødelige roman, at man har ryddet op i handlingens lange morads. Man har tilsat noget action samt gjort kærlighedshistorien mere dyb og tragisk – ja, sågar også ladet de elskende få hinanden til sidst.

Det sidste sker i denne flamboyante serie, som er kompetent sat i scene af Bille August. Da vi ender på en klippetop, er der gået otte timer over lige så mange afsnit. Hele historien er stort set kommet med. Selv romanens romerske karneval – den midterste del, som de fleste adaptioner har skåret væk – er aget med i måske seriens mest dirrende afsnit.

Tricket med at ruinere et af ofrene via falske beskeder over den optiske telegraf får vi også – dog uden at serien forklarer denne før-elektriske kommunikationsform med store tårne, der sender tegn til hinanden.

Seriens første del, hvor Dantès narres af sine rivaler og fængsles af myndighederne, er optaget på Malta og smuk som vore egne guldaldermalerier fra samme periode.

I det hele taget er den første halvdel af serien den mest spændende. For da vi når til Paris, hvor hævnen skal spises kold, går serien også delvis kold. Tempoet forsvinder med de smukke interiører, det ligeledes smukke Paris og skuespillerne, der er smukke som påklædningsdukker.

Romanens dæmoniske Paris med parvenuernes prægtige palæer og de gotiske gader og grandiose boulevarder får sådan set hovedrollen. Det er i overensstemmelse med bogens intention, men ikke nødvendigvis noget, som gavner en film, hvis drive er raffineret handling inden for realistiske rammer.

Alexandre Dumas’ føljeton var oprindelig en samtidsroman med klare udfald mod regimets korruption, rænker og rævekager. Dem har serien solidarisk taget, men redelighed rimer desværre ofte på kedelighed.

Det bliver også tilfældet her.

Serien fungerer således bedst i sin uhyggelige skildring af Dantès’ fængselsophold i de skumle kassematter på fængselsøen. Her reddes han af munken Abbé Faria, som har fine manerer, og i rollen som munken leverer Jeremy Irons seriens bedste skuespilpræstation.

Sam Claflin er udmærket som gusten greve, men bedst som stolt og enfoldig styrmand. Vor egen Mikkel Boe Følsgaard spiller overskurken Gérard de Villefort og har sort bælte i at kunne skule slesk og skurkagtigt.

Franske Ana Girardot som Mercedes er køn at skue, men mangler den traurige sensualitet, som gør hende til handlingens sande tragedienne. Trofast i hjertet, selv svigtet af en mand, som mere og mere spiser sin hævn for kold.

Greven af Monte Cristo virker bedst, hvis man allerede har læst romanen og får genopfrisket den i etaper. Men Dumas’ koglende, homeriske og karismatiske spændingskurve savnes.