Biografanmeldelse
04. mar. 2025
Fremmed – Det første opgør

Stortalentet Angela Bundalovic spiller agerbrugspigen Aathi (tv.), som bliver til kvinde blandt jægere, anført af en stærk leder (Danica Curcic).

Foto | Leo Pintér

Fremmed – Det første opgør

Aparte, men seværdig og særdeles velspillet antropologisk film skildrer Danmarks overgang fra jægersamfund til agerbrugsland.

Af Bo Tao Michaëlis

For 6000 år siden sejler en gruppe af solens folk op ad floden og ind i Syddanmark. I et enormt landområde dækket totalt af urskov og tæt krat bor jægerfolket, som lever af fisk og vildt.

De nye, tilkomne er agerbrugere og brænder skovområder af, så der kan dyrkes korn i jorden. Fremmed – Det første opgør handler om intet mindre end opgøret med det jæger/samlersamfund, som udgjorde det meste af stenalderen.

I filmen synes deres velmagtsdage at være slut. Kort sagt landbruget ankommer til Danmark.

I opgøret mellem de to kulturer bliver en mindre landbrugsfamilie brutalt slået ihjel. Kun pigen Aathi og hendes lillebror Tharan overlever. Med besvær og møje bliver de optaget i jægersamfundets klan.

Her er mangel på mad, kvinderne synes ufrugtbare, og agerbrugerne – kaldet ilddæmonerne – er på vej med bål og brand for at skabe jord til kornet.

Fremmed – Det første opgør er den første film om Danmarks stenalder. Og som noget ganske enestående adskiller den fra andre fortidsfilm såsom 1980’ernes Jean-Jacques Annauds Kampen om ilden og Michael Chapmans Hulebjørnens klan ved at gøre brug af to kunstsprog – et for jægersamfundet og et for agerbrugskulturen – som bliver undertekstet.

Spillefilmdebutanten Mads Hedegaard, der har skabt flere dokumentarfilm, har kreeret en aparte, men seværdig antropologisk film, som bruger megen tid på at opbygge stemningsfuld naturmystik.

Drabet på den fremmede familie fra syden er nedtonet til natbelagte uhyrligheder og fund af lig om morgenen. Til gengæld bruges der tid på kropsvæsker som tis og blod, bræk og sved. Mennesker er beskidte med sorte negle og snavs i ansigtet.

Det er kulturhistorisk signifikant, at vi befinder os 4000 år før Kristus, hvor missionærstillingen tilsyneladende ikke er opfundet endnu.

Følelseslivet er styret af avl og fødsel og determineret af samfundets overlevelse via kvinders menneskelige reproduktion. Inde i den langsommelige udredning lurer imidlertid Aathis udvikling, som først kommer til udfoldelse i filmens sidste halve time.

Hvor jægersamfundet underlagde sig naturen, behersker landbrugskulturen naturen. Filmen viser sammenstødet uden at holde med en af parterne.

Filmen er bogstaveligt lavet på en sten, men dette kammerspil er sat op med en nærmest udpenslet lektion i stenalderens begrænsninger og religiøse naturmystik. Eneste anakronisme er til tider bombastisk filmmusik.

Stortalentet Angela Bundalovic spiller pigen Aathi, som bliver til kvinde blandt jægere, men aldrig glemmer sin agerbrugskultur. Danica Curcic er hendes rival som jægersamfundets moderfører. I modsætning til Aathi bliver hendes lillebror Tharan (overbevisende gestaltet af Benjamin Ahnstrøm Sharifzadeh) forvandlet til en jægerdreng som deler optagerstammens natursyn.

Men alle spiller fremragende, ikke mindst fordi de skal agere i spil med et kunstsprog. Det må have krævet en kæmpeindsats og mental omstilling.

At spille en primitiv rolle er noget af det sværeste for en uddannet skuespiller. Personerne skal undgå det moderne psykologiske menneskesyn, som ligger langt længere fremme i menneskehedens historie. Forstået på den måde, at vort menneskesind er gestaltet af et systematiseret skriftsprog og et organiseret samfund.

Stenalderens mennesker må have været mere animalske i deres adfærd end det, vi i dag kalder for civilisation og kultur. Alt det klarer Fremmed – Det første opgør forbløffende godt. Men i starten er den lang i spyttet.

Sammenstødet mellem stammer, som dyrker jorden, og stammer i pagt med naturen selv, kan selvfølgelig læses som en allegori på vor egen tid. Afbrændingen af skovområder for at dyrke korn minder om vor tids hærgende skovbrande og profitorienteret udryddelse af skovområder.

Filmen ender på en cliffhanger, og fortsættelse følger.

Titel:
Fremmed – Det første opgør

Land:
Danmark

År:
2025

Instruktør:
Mads Hedegaard

Manuskript:
Jesper Fink, Mads Hedegaard

Medvirkende:
Angela Bundalovic, Danica Curcic, Benjamin Ahnstrøm Sharifzadeh, Mari Kiss

Spilletid:
116 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
6. marts

Relevante artikler

Cph:Dox 2021
20. apr. 2021
”Virkeligheden tager røven på dig”

”Virkeligheden tager røven på dig”

Biografanmeldelse
02. dec. 2020
Croods: En ny tid

Croods: En ny tid

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro