Croods: En ny tid

Den animerede stenalderfilm Croods fra 2013føltes mest af alt som et venstrehåndsarbejde fra animationsstudiet Dreamworks.

Croods: En ny tid er noget så sjældent som en toer, der på nærmest samtlige punkter er bedre end etteren.

I begge film følger vi en primitiv familie af hulemennesker, der konstant ramler ind i moderne og fremmede koncepter som ”privatliv”, ”brusebad” og ”vægge”.

I etteren indlemmede patriarken Grug den forældreløse nomade Guy i den fællesskabsorienterede familie som kæreste til datteren Eep. Hun beskriver forelskelsen som at have sommerfugle i maven … bare ikke ligesom dem, hun fik til frokost.

Vi forlod familien i jagten på Morgendagen, et fortryllende paradis, hvor man ikke længere er hverken sulten eller bange.

Nu har de så endelig fundet deres nye bosted, hvor maden gror i tonsvis, og ingen farer lurer.

Først da de har spist sig mætte og raseret området, finder de ud af, at Morgendagen allerede er beboet af den civiliserede landbrugsfamilie Bedrested, ført an af en metroseksuel mand med stemme af Lars Brygmann.

Det giver sammenstød mellem de to familier. Hulefamilien har svært ved at forstå et moderne liv, hvor man har eget soveværelse eller skal påføre sig parfume.

Grug frygter at miste sin familie til teknologien. Hans søn Thunk bliver besat af stenalderudgaven af en iPad, nemlig et vindue!

Konen Ugga har det egentlig fint med ikke at skulle slide og slæbe hver eneste dag, og datteren Eep har meget travlt med at tage på en børnevenlig udgave af en druktur med sin første veninde.

Eep er til gengæld bange for at miste sin kæreste, da den nye klan tydeligvis passer bedre til hans gamle vaner. I sidste ende er hun jo bare en hulepige.

Historien er i og for sig konventionel, men det gør ingenting, for filmen skifter let og ofte gear og bliver aldrig kedelig.

Universet er farverigt og sprudler med forskellige økosystemer og mærkelige væsener, hvis knogler nok ikke nåede frem til Nationalmuseet – som de nuttede ulve-edderkopper eller aggressive smæk-aber, der kommunikerer med en samling gode gammeldags lussinger.

Det er nærmest blevet en tradition for familieanimation at have nuttede dyr med på rollelisten, selv om de i virkeligheden er ligegyldige tilføjelser til historien.

Men her fungerer det rent faktisk. Måske fordi der er så mange forskellige typer af nuttede dyr med, samtidig med at de er med til at holde filmens høje tempo i gang og understrege ligheder og forskelle mellem den moderne verden og stenalderverdenen.

I modsætning til lignende historier som Familien Flintstone har animatorerne gjort et virkelig imponerende arbejde, så man i den grad kan se, hvor langt animation er kommet.

Samtidig er det en film, som kan igangsætte samtaler. Hvorfor er det vigtigt at have sit eget værelse? Hvornår skal man flytte hjemmefra? Hvorfor skal man stifte sin egen familie og ikke bare blive boende derhjemme?

Croods: En ny tid er kort sagt en familiefilm for hele familien og ikke bare noget, man som voksen ser for børnenes skyld.