Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen

Det var med visse forbehold denne anmelder bevægede sig ind i biografmørket for at se Disneys Flyvemaskiner 2: Redningsaktionen, for dens forgænger var et åbenlyst og mislykket forsøg på at kopiere magien fra Disneys egen Biler.

Heldigvis blev de meget lave forventninger gjort til skamme.

Dusty Markhopper var i første film en ægte underhund, der vandt et verdensomspændende flykapløb. Men nu har han problemer. Hans gearkasse er i stykker, og den kan hverken fikses eller erstattes. Han kan derfor ikke længere klare de hurtige hastigheder.

Lige da Dustys drøm om at være et racerfly er gået i opfyldelse, må han begrave den. Barske kendsgerninger i en film for børn.

Da den lille flyver styrter ned i lufthavnen i sin hjemby, bryder en ildebrand ud, som byens forældede brandbil Mayday kun lige akkurat kan slukke.

Efter den episode forlanger myndighederne, at Mayday opgraderes, og at der skal findes endnu et brandkøretøj – ellers må lufthavnen lukke.

Dusty melder sig frivilligt til at blive uddannet og flyver af sted til Piston Peak Nationalpark – et naturskønt reservat med rullende bjergsider, vandfald og enorme træer, som der er skåret huller til biler igennem – og i denne film selvfølgelig også til fly.

I parken ligger et stort hotel, som bestyres af den øretæveindbydende parkbetjent Charlatan, der er filmens skurk. Der måtte godt have været lidt mere udspekuleret power i ham, for han er blot en overglat døgenigt, der lefler for de rige og berømte.

Parkens kæmpeskove er selvfølgelig guf for ild, og derfor ligger der en brandredningsskole på en bjergtop. Lederen er den barske helikopter Blake Ranger, der hånligt kalder Dusty ”mester” og ikke er meget for at involvere ham i arbejdet.

Dusty er dog en stædig rad, så han smutter med, da de andre skal slukke en brand. Flyene dykker ind og ud af røgskyerne og smider om sig med ilddæmpende pulver, og små terrængående køretøjer bliver smidt ud med faldskærm. Det er medrivende underholdning med gnidningsfri computeranimation og god brug af 3D-effekter til tonerne af AC/DC’s Thunderstruck.

Dusty kommer imidlertid i vejen for redningsarbejdet, og meget af filmen bæres af konflikten mellem ham og Blake Ranger. For Dusty gør ikke, hvad der bliver sagt, hvilket flere gange får ham i farligt uføre.

Måske der er en pædagogisk pointe i at gøre Dusty så selvfed, men selvom han til sidst lærer noget om ydmyghed og samarbejde, er det trættende, at han er så kålhøgen hele tiden. Samtidig er den danske stemme, leveret af Simon Stenspil, ikke særligt sprudlende – den mangler et ”glimt i øjet”.

Hos brandvæsenet er også den glade Tipper, der overbeviser sig selv om, at hun har en flirt flyvende med Dusty. Det ville måske være meget sødt, hvis ikke Emma Sehested Høegs stemme var blevet lige skinger nok.

Desværre gentager denne film en kedelig tendens til stereotyper: Hvor forrige film havde en karikeret mexicansk flyver, har denne helikopteren Hvirvelvind, der med ørnefjersagtige rotorer kun taler i naturmetaforer – som en rigtig, rødhovedet indianermand. Trist at så fordomsfulde fremstillinger stadig kan finde indpas i nutidige film.

Blake Rangers dystre sindelag skyldes i øvrigt en trist fortid. Han var oprindeligt tv-stjerne i politipatrulje-showet CHoPs, (en pendant til 70’er-serien CHiPs), men han mistede sin makker.

Han viser sig som stoisk helt, der ikke skærmer sig selv mod farer. I en heroisk scene bliver man næsten helt berørt af hans selvopofrelse.

De gode karakterudviklinger kan dog ikke skjule, at det er noget banal historie, der flyver lovligt lige ud ad luftvejen.