Find Dory

Med Find Dory vender Pixar tilbage til sin storsucces fra 2003 om klovnefisken Marlin og hans forsvundne søn Nemo. Men denne gang er den blå kirurgfisk Dory forfremmet fra sidekick til morsom og elskværdig hovedrolleindehaver.

Find Dory udspiller sig et år efter den store redningsaktion af Nemo i etteren.

Den kronisk glemsomme, men helt igennem bedårende Dory (med stemme af Ellen DeGeneres i topform) bliver ramt af en række erindringsglimt, der afslører detaljer om hendes fortid. Hun husker pludselig dele af sin barndom. Hun husker sine forældre (Diane Keaton og Eugene Levy), og hun husker, at hun blev væk fra dem og ikke har set dem siden.

Erindringerne sender Dory ud på endnu en rejse over det store hav. Men denne gang er det Marlin (Albert Brooks) og Nemo (Hayden Rolance), der er sidekicks. Og med hjælp fra både nye og gamle venner – såsom blæksprutten Hank (en brillant Ed O’Neill) og hvalhajen Destiny (Kaitlin Olson) – må Dory lære at huske for at overvinde store forhindringer og blive genforenet med sin familie.

Dorys hukommelsestab, der i Find Nemo fungerer som et komisk greb, får i toeren en mere prominent plads og en dybere mening.

For ligesom Nemo, der er født med en deform finne, lever Dory – ligesom den syvarmede blæksprutte, den nærsynede hvalhaj og den hypokondriske hvidhval – med et handicap. Det definerer hendes identitet og ender med at være hendes styrke.

Filmen vender på en helt naturlig måde sine hovedpersoners handicap til fordele og gør det med en omfavnende tone, der er bemærkelsesværdigt ubesværet og meget langt fra at være postuleret eller belærende.

Det er filmens største styrke, men desværre kommer Find Dory aldrig rigtig kommer ud over at være en hyggelig, varm og tryg film.

For selv om Dory er både sjov og sød, selv om blæksprutten Hank er en førsteklasses bifigur, og selv om der er et par oprigtigt rørende scener, føles Find Dory i for høj grad som en reprise. Ligesom Dorys svigtende hukommelse skaber gentagelse på gentagelse i fiskens liv, har Andrew Stanton skabt en gentagelse af Find Nemo, som han også stod bag.

Pixar ofrer, ligesom alle de andre store animationsstudier, originaliteten i jagten på kommercielt stærke filmserier eller franchises. Efter afslutningen på Toy Story-trilogien, er der den seneste håndfuld år dukket toere op til både Biler og Monsters, Inc., mens publikum kan se frem til Biler 3, Toy Story 4 og De utrolige 2, der alle er på programmet frem til 2019.

Det er meget muligt, at det bliver glimrende, charmerende og flotte film. Men det er ærgerligt, at de originale universer og figurer bliver nedprioriteret til fordel for allerede afprøvede succeser.

Til gengæld er animationen fuldstændigt sømløs og byder på storslåede undervandslandskaber, en utroligt sans for detaljen og et imponerende lastbilstunt. I slowmotion, endda.

Også karakterdesign og cast er i top, og der er stærke præstationer over hele linjen. Blandt filmens mindre roller skiller to britisk-talende sæler sig ud. Ikke mindst fordi deres stemmer leveres af The Wire-stjernerne Idris Elba og Dominic West! Og så er der også et par cameo-roller til både Sigourney Weaver og Willem Dafoe.

Med Find Dory befinder Pixar sig i kendte farvande. Toeren er både veldrejet, velanimeret og forudsigelig. Det lugter lidt af Pixar på automatpilot.