Far til fire på toppen

For knap halvandet år siden skrev jeg om den sidste Far til fire-film: ”Serien bør enten moderniseres eller være gennemført nostalgisk.”

Hvem ved, måske har nogen lyttet til mig. Den nye film om Lille Per og hans familie har i hvert fald rystet retrolængslen af sig og er proppet med adrenalinpumpende handling.

Selv Onkel Anders har fået en overhaling i form af Thomas Bo Larsen. Han ligner godt nok stadig lidt den originale onkel – spillet af Peter Malberg – med skæg, briller og fistelstemme. Men håret er ikke hvidt, og tøjet er nærmere hipster end gammeldags.

Den krukkede stemme passer også ret godt til, at Onkel Anders nu er en excentrisk, gurulignende person, der dyrker yoga på færgedækket og kan hypnotisere til husbehov.

Far til fire på toppen er også velsignet absurd, når de fire ungers far bliver tiltalt ”Far” af alle – om det så er til en vigtig jobsamtale eller på en date. Det bliver ikke mindre skørt af, at Far og Onkel Anders omtaler sig selv på samme måde, når de taler om deres barndom.

Den stakkels far spilles af Martin Brygmann, og han er lige fjoget og handlingssvag nok. Hans firma skal flytte til landet og familien med – men det vil hans unger ikke finde sig i.

Derfor overtaler de ham til at søge nye jobs i København. I deres øjne er han Danmarks bedste revisor. Men der følger afslag på afslag på mail, og han klager sin nød over for sine børn.

På nær Søs, der er halvvoksen, så tvivler jeg på, at særligt mange forældre ville belemre deres små børn med så alvorlige problemer, og det er svært at forstå børnenes hengivenhed over for Far, der er ekstremt hjælpeløs.

Det er selvfølgelig en betænksom gestus at lade børnene komme på de gode løsninger og redde dagen, men der mangler helt grundlæggende en voksenomsorg. Selv i filmens energiske klimaks, hvor Far langt om længe træder i karakter, bliver det stadig for fjollet, og et livstruende drama bliver ikke taget seriøst.

Da Far endelig bliver kaldt til jobsamtale, er det i et af Københavns højeste højhuse, og det viser sig, at han lider af seriøs højdeskræk. Han får nærmest lovning på jobbet, men vil sige fra på grund af den svimlende udsigt.

Så det er svineheldigt, at Søs’ actionkæreste Peter skal til Norge for at rappelle, køre mountainbike og whitewater rafte i en konkurrence. Familien tager med, for måske Far kan kvitte sin højdeskræk i Norges bjergfyldte idyl.

Så kan Søs samtidig holde øje med Peters yndige træningsmakker Emma. Sidehistorien mellem det unge kærestepar er ret fin og moden, selv om – eller måske netop fordi – Søs er sygeligt jaloux og usikker.

Dette er film nummer atten(!) om Lille Per og hans familie. Men den lille, krølhårede gut fylder faktisk ikke så meget som i tidligere film. Han overskygges af Mie og Ole, der kører en evig dyst om at være sejest, og det er også dem, der stort set styrer filmens handling med deres beslutsomhed og påfund.

Der er en meget kort cameo af DR’s populære Adam & Noah, som ikke giver nogen mening. Men de er da med til at understrege, at der er kommet nye boller på Far til fire-suppen.

Der er berusende fart over feltet, når man kommer helt tæt på mountainbikes og skummende elve, og det klæder universet. Det er også udmærket, at instruktør Martin Miehe-Renard overdriver historien med ”magiske” telte og halsbrækkende stunts, for det er jo en film og en underholdende flugt fra virkeligheden.

Desværre stinker filmen også af reklame, især for færgeselskabet Fjord Lines, når familien æder buffet og tag-selv-softice i restauranten, og man ser den kæmpe færge lægge pittoresk fra havnen i Hirtshals. Men den slags samarbejde er åbenbart ved at være kutyme i dansk film.