Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage

Der er en kostelig ironi i, at omdrejningspunktet i den nye Far til Fire-film er en malkekonkurrence.

For ligesom Onkel Sofus malker koen Karla for mælk i kampen om en pokal og en spritny traktor, malker produktionsselskabet succesen for sagesløse forældres penge.

Måske er det selverkendelse?

Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage er det syvende kapitel i den moderne genoplivning af serien og nummer seksten, hvis man tæller de gamle klenodier med. Anmelderstanden erklærede ellers serien for død med Far til fire – til søs i efteråret 2012. Men det var kun det gamle hold, der blev kasseret, og det nye kuld er klar til mindst tre film mere.

Giacomo Campeotto instruerer og gør det med varme farver og ivrig underlægningsmusik, mens det fromme hyggenygge-manus udmejsler familieværdier som sammenhold og næstekærlighed i sofabordshøjde. Nøjagtig som i forgængerne.

Historien kan skitseres kort: Farmand (Jesper Asholt) og de fire børn får besøg af Onkel Anders’ tvillingebror Sofus (begge spilles af Kurt Ravn), der driver en farm i Australien.

Og hvor Anders er vennesæl og enfoldig med stemme som en ustemt violin, er Sofus uselskabelig og studst brummende. Så straks han træder ind i haven, giver han sig til at herse med familien. Campingvognen er ikke god nok til ham, så faren må afgive sit soveværelse, koen Karla parkeres i haven, og i øvrigt skal hele familien op klokken fem dagen efter og med til Roskilde Dyrskue, hvor de skal assistere og kokkerere ved malkekonkurrencen.

Hvem der vinder konkurrencen, er selvfølgelig sekundært, så længe alle bare er gode venner. Og Lille Per får både formildet knarvorne Sofus og belært sin far om god familieskik. Meget står og falder med Lille Per-karakteren, og otteårige Sigurd Philip Dalgas er et træfskud med karsk charme og naiv livsvisdom i rette doser.

Som dramaturgisk vægtstang har malkekonkurrencen svært ved at holde spændingen ved lige i den lange ventetid mellem indledende runde og finalen, selvom der opstår ko-komplikationer, da Karla det ene øjeblik er forsvundet, og det næste ikke vil give mælk.

Ventetiden fordrives med spredte slapstick-situationer a la gødningebad og en ulige kamp om Søs’ yndest mellem den forsmåede bondetamp Sven Erik og Allan Hydes dario Peter. Han gør sin første optræden på en hvid hest og kvæder senere ved snobrødsbålet en sang så blød som smør.

I forbifarten rejses det helt store spørgsmål: Hvordan går det til, at Onkel Anders kan køre en traktor i en sø og bagefter sidde tilbage på jorden med rattet i hænderne?

Det er wist også meningen, at det skal wære sjaw, når Uncle Sofus giver den på danglish.

Det samme gør i øvrigt Bodil Jørgensen som naboen fru Sejersen. Og hendes evne til at være lidt sjov, uanset hvilke replikker hun får lagt i munden, hjælper, når hun med mange The Julekalender-reprisers forsinkelse oversætter ”Har du jokket i en hunde-hømhøm” til ”Have you been joking in a dog hum-hum.”

Bodil Jørgensen er den bedst skårne bifigur, Allan Olsen og Gordon Kennedy har helt ligegyldige småroller, og Mathilde Norholt kæmper med at gøre sin djærve cowgirl naturlig. Kirsten Lehfeldt er mildt underholdende, men trækker på stivnede Kongeriget-stereotyper som malkekonkurrencens mandagtige konferencier med ladeport bagtil og bukserne trukket helt op under hængeyveret.

Ravn får til gengæld en fin dynamik ud af sin dobbeltrolle, mens Asholt er passende nedtonet som den ”normale” voksne.

Udluftningen har givet foretagendet en vis friskhed og en fornemmelse af, at man faktisk har forsøgt at gøre sig fortjent til forældrenes penge. Deres børn skal i hvert fald nok blive glade.