Biografanmeldelse
29. juni 2018
Far til fire i solen
Martin Brygmann (th.) bliver aldrig nogen Chevy Chase med sit enerverende overspil, og Thomas Bo Larsens Onkel Anders (midt) får én til at tænke ortopædisk på krummede tæer, skriver Ekkos anmelder. Foto | ASA Film

Far til fire i solen

Vittighederne går hen over børns hoveder i den 117. udgave af Far til fire, hvor iscenesættelsen har en glathed, der minder om reklamefilm.

Af Bo Tao Michaëlis

Den Danmarks-berømte filmserie om Far til fire fik premiere første gang i 1953. Historien om den enlige far, bogholderen med sit stille villavejsliv med fire børn, blev en bragende succes fra starten og førte til otte film i perioden 1953 til 1961.

Farmand med butterfly og blød hat, den ældste datter, romantiske Søs, som skrev digte a la Tove Ditlevsen, Mie som fars flinkeskolepige, Ole som lyshåret, rask dreng i korte bukser og så gammelkloge Lille Per, der med sin tøjelefant, som af uanede årsager hed Bodil Kjer, blev straks en filmstjerne.

Komiske indslag blev leveret af husvennen Onkel Anders og en nævnenyttig nabo ved navn fru Sejersen.

Klassemæssigt kunne familiefilmen med sit (små)borgerlige udsyn herligt ikke løbe fra, at den var skabt af en tegneserie i Berlingske Tidende. Men mange af Sven Gyldmarks melodier fik det hele til at glide ned.

Freudianere mente, at seriens moderløshed er tegn på fravær af seksualitet. Det er ikke helt rigtigt. Søs har igennem alle film den lægestuderende Peter som kæreste. Desværre glemmer han nogle gange, at det er den eneste grund til, at han deltager i historien. Og så begynder Søs at kigge efter andre mænd.

Bortset fra personerne og deres rekvisitter er det sådan set det eneste træk ved originalen, som er med i Far til fire i solen. Men da man i modsætning til de oprindelige film, som er båret af poetisk realisme tilsat ørevenlige sangnumre og stille humor, har valgt farcen som form, er også denne romance blevet til pjat og pinlighed.

Her i det 117. udgave af Far til fire er familien på charterferie med alle de vittigheder, man i 1950’erne sagde, gik på krykker i Aarhus.

Liggestolen, som skal slås op, solskoldede turister, vandski på slap line og anden spas i strandkanten. I sin tid gjorde man lidt grin med afholdsfolk, nu går det ud over sundhedsapostle og sportscyklister.

Det er flettet ind i en sådan set sympatisk historie om ikke at moppe de anderledes og ikke altid at konkurrere med hinanden. Og det understreges af, at far på ferien spontant møder sin plageånd fra skoletiden.

Intention og inspiration synes at lægge sig op ad overdrivelsens crazy-komedie a la den amerikanske Fars fede ferie-serie.

Men Martin Brygmann bliver aldrig nogen Chevy Chase med sit eskalerende, enerverende overspil. Både gags og slapsticks er mere trivielle end morsomme.

Sådan set fejler Martin Miehe-Renards instruktion ikke noget, hvad angår fermt håndværk og strikt kameraføring. Men da indholdet er så umanerligt tyndt og dårligt, får iscenesættelsen en tomgangsagtig glathed, som kendes fra reklamefilm. Og apropos, så reklameres der uhildet både for rejsebureauet for det hele og sække med hundekiks til filmens forældreløse vovse.

Jeg så Far til fire i solen med en masse børn i Rønne Bio. Det eneste grin, jeg hørte undervejs, var mit eget eneste frivillige over endnu et ufrivilligt kiks et sted i forløbet.

Mange af vittighederne i filmen går slet og ret hen over børns hoveder med deres indirekte voksenhed – anført af Søs og Mie som tidstypiske teenagers, cityslikkede og sofistikerede. Lille Per er dog stadigvæk klog af sin alder med sit korstog mod mobning og konkurrence.

Det er de amatøristiske børn, som spiller mindst ringe. De professionelle læner sig op ad rutinen. Altid seværdige Jannie Faurschou er med som en sej fru Sejersen, men formår ikke med sine få replikker at redde noget som helst. Thomas Bo Larsen er en Onkel Anders, der får dig til at tænke ortopædisk på krummede tæer.

Kernepublikummet er langt bedre bevendt med raffineret og rummelig humor på børnekanalen DR Ramasjang. I Far til fire i solen er Hr. Skæg og Onkel Reje desværre aldrig med på rejsen.

Titel:
Far til fire i solen

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Martin Miehe-Renard

Manuskript:
Martin Miehe-Renard, Gitte Løkkegaard

Medvirkende:
Martin Brygmann, Thomas Bo Larsen, Elton Rokahaim Møller, Coco Hjardemaal

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
28. juni

Relevante artikler

Nyhed
20. mar. 2017
Far til fire satser på våd sommer

Far til fire satser på våd sommer

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten