In Fabric

En vaskemaskine går bersærk og afbryder et ikke videre hyggeligt ludospil, der ender med blod på de knækkede fliser. 

I næste scene sætter to alabasterhvide og hekseagtige kvinder sig på en mannequin-dukke, hvorefter de skiftevis vasker og seksuelt stimulerer dukken, der har en 70’er-værdig dusk mellem benene (folkene bag den imponerende hårpragt er helt fortjent nævnt i filmens rulletekster). 

Imens står en ældre, distingveret herre og onanerer det bedste, han har lært. 

Det skorter ikke på tossede optrin i britiske Peter Stricklands In Fabric. 

Strickland er instruktøren bag stemningsmættede film som The Duke of Burgundy, Berberian Sound Studio og Katalin Varga, der vandt hovedprisen på den første udgave af Cph Pix. 

Festivalen har derfor gjort ham til en af deres egne og inviteret Strickland hver gang, han har haft en ny film klar. 

Med In Fabric har instruktøren ifølge Cph Pix lavet en gyserfilm, der låner fra både italiensk giallo og klassisk britisk horror. Især på lydsiden bliver man flere gange bombarderet på grænsen af det tålelige, når skrigende choklyde og konstante menneskestemmer i baggrunden udfylder ethvert roligt øjeblik. 

Men først og fremmest har Peter Strickland skabt et gådefuldt og hysterisk morsomt univers. 

Det starter med lange røde negle og en springkniv, der åbner en kasse med en skarlagensrød kjole i. Som filmfan får man hurtigt ledt tankerne hen på den britiske klassiker The Red Shoes fra 1948 af Powell og Pressburger. Men man behøver ikke at have set mange film for at vide, at noget ved den kjole ikke er, som det burde være. 

Den bliver købt af fraskilte Sheila (Marianne Jean-Baptiste), som lettere desperat forsøger at finde en ny mand efter at være blevet ladt alene med sin store søn. Sønnen bruger det meste af sin vågne tid på at kopulere med den eksperimenterende og ældre Gwen (Gwendoline Christie, kendt som den tapre ridder Brienne i hitserien Game of Thrones). 

Filmens andet store navn er Sidse Babett Knudsen, der spiller hovedrollen i Stricklands forrige film, det erotiske sommerfugledrama The Duke of Burgundy. Danskeren gør kun et kort visit i In Fabric, hvor hun optræder som den model, der bar kjolen for første gang og på en eller anden måde fik startet den forbandelse, som Sheila nu bliver offer for. 

Til hverdag arbejder Sheila i en bank, og det er her, filmens humoristiske guldkorn serveres i hendes møder med cheferne, der mener, at et gennemsnitligt toiletbesøg tager to et halvt minut – dem skal hun underforstået være varsom med at tage for mange af! 

Bedst som man er blevet optaget af hendes strabadser med den mystiske kjole, der skaber død og ødelæggelse omkring sig, skifter den ejermand til vaskemaskinereparatøren Reg (Leo Bill). Han står foran et snarligt bryllup med sin udkårne Babs (Hayley Squires), som heller ikke kan dy sig og prøver den dæmoniske kjole, så parret får problemer. 

Kjolen skulle have skiftet hænder flere gange, før In Fabric ville have fungeret som en stafet-film, men Strickland har øjensynligt forelsket sig i sine hovedpersoner Sheila og Reg. Det kan man heller ikke fortænke ham i. 

Sheila er en kompleks størrelse, der kæmper bravt med kærlighed og kødgryder. På sin telefonsvarer beder hun med grådkvalt stemme interesserede mænd indtale en besked, så hun kan vende tilbage. Hendes date med et peanutspisende drog af en mandsperson, for hvem god bordskik er en by i Rusland, er pinlighedskomik af høj karat. 

Reg er næsten endnu bedre, når han med monoton stemmeføring hypnotiserer folk i sin tekniske snak om reparation af vaskemaskiner. 

Peter Strickland var selv til stede ved den første visning af filmen på Cph Pix, hvor instruktøren i efterfølgende samtale med festivaldirektør Jacob Neiiendam fortalte, at han var inspireret af sit eget arbejde i en bank for år tilbage og af den britiske komedieserie The Office. 

I In Fabric mødes virkelighedens absurde komik med et stiliseret tekstil-univers, og det er lige så underligt underholdende, som det lyder.