F for får – filmen

Mine forventninger er altid høje, når det engelske animationsstudie Aardman Animations sender en ny film på gaden. Der er ingen som dem, når det kommer til stop-motion modellervoksanimation.

Det har de bevist i film og tv-serier gennem mere end 40 år, hvor den geniale serie om den skøre opfinder Walter og hans hund Trofast står som det absolutte højdepunkt.

Efter de seneste år at have lavet spillefilmsamarbejder med DreamWorks (Skyllet væk) og Sony Pictures (Piraterne!) er animationsstudiet fra Bristol igen biografaktuelle med en af deres helt egne projekter.

Kortfilmserien F for får er nemlig blevet udbygget til en spillefilm med instruktørerne Richard Starzak og Mark Burton, der henholdsvis har arbejdet på Walter & Trofast og Creature Comforts-serien – og skrevet manuskript til Madagascar.

Da Frode Får får nok af hverdagens slid på bondegården, beslutter han sig for at tage en fridag. Han udtænker en vovet plan for at slippe forbi bondemanden og hans hyrdehund. Men alt går galt, og det viser sig, at livet uden bondemand slet ikke er så let.

I stedet for at slappe af og nyde livet må Frode og resten af fåreflokken ud på et hektisk eventyr i storbyen for at redde bondemanden fra hukommelsestab og en karriere som feteret celebrity-frisør. Samtidig må de selv slås med en ond dyrefanger og det hårde liv på stenbroen.

På mange måder er F for får – filmen en klassisk hjem-ude-hjem-fortælling om udlængsel og om, at man ikke skal tage sit hjem og sin familie for givet. Men det er også en vanvittig parade af vilde uheld, sære forviklinger og mærkelige Storm P.-agtige maskiner.

Frode Får (på engelsk Shaun the Sheep) dukkede første gang op i den Oscar-vindende Walter & Trofast-film A Close Shave fra 1995. I 2007 fik han sin egen tv-serie, og siden er det blevet til mere end 130 korte afsnit.

Heldigvis er gassen ikke gået af ballonen, og biografversionen er lige så veloplagt som sit serieforlæg. Ikke mindst fordi den modellerede slapstick og dialogens Mr. Bean-agtige lyde er universelt morsomme påfund

Og så er der bare noget fantastisk indbydende og indtagende ved Aardmans modellervoksfigurer. Og der er ingen tvivl om, at en stor del af attraktionen og fornøjelsen ved F for får – filmen ligger netop her.

Stop-motion-animation er både dyr og besværlig, og det havde sandsynligvis været nemmere at lave filmen som digital animation. Men der er en enorm charme ved balancen mellem det lidt kejtede udtryk og det utrolige håndværk, der ligger bag.

F for får – filmen mestrer til fulde den kaotiske ulykkeskomik. Men med enkle virkemidler – et vittigt butiksskilt eller et særligt ansigtsudtryk – arbejder filmen også på et mere raffineret plan med underspillet stiff upper lip. Der er ingen tvivl om, at man ser en engelsk film, komplet med te-tid og venstrekørsel.

Men deter først og fremmest en hyggelig film. For selvom humoren er veloplagt – og selvom der sniger sig et par kvikke visuelle referencer til Ondskabens øjne (!)og Breaking Bad ind – er den et ret ufarligt bekendtskab, der slet ikke når de virtuose højder, vi kender fra Walter & Trofast.

Det er især dynamikken mellem opfinderens hovedløse optimisme og hans hunds pragmatiske alvor, der gør Walter og Trofast til to af de mest charmerende og elskelige animationsfigurer, der findes. Og selvom animationen er blevet fintunet i F for får – filmen, føles Frode og hans venner stadig mest af alt som de bifigurer, de oprindeligt var tænkt som.

Generelt har Aardman spillet sikkert spil med F for får – filmen, der lægger sig tæt op ad tv-serien: godhjertede dyre-løjer, hektiske bus/robotheste/campingvogn-jagter gennem idylliske landskaber og et konstant opfindsomt lydbillede med hvin, gryntogfnys, alt sammen smukt udført i fejlfri stop-motion.

Med andre ord er alting, som det plejer at være, men det fungerer glimrende. Never change a winning team, som man siger i England.